Corona ikke alarmerende i Vesthimmerland

Af Ture Damtoft, Tirsdag, 17/08/2021 14:57

VESTHIMMERLAND: Tirsdag var de seneste tal fra SSI, at der i Vesthimmerlands Kommune var 28 corona tilfælde og et incidens tal på 77,1 smittede / 100.000 indbyggere.

Et fald på fire fra mandag.

For et halvt år siden ville de tal have betydet nedlukninger og rynkede bryn hos myndighederne.

Det er ikke længere tilfældet, som sundhedsdirektøren i Vesthimmerland forklarer.

- I det store billede er det jo ikke bekymrende, når man lytter til de sundhedsfaglige myndigheder. Det er forventeligt, at det er steget en anelse, og jeg tænker også, der vil være en yderligere stigning henover efteråret. Det er ikke alarmerende på nogen måder. Vi har gennem længere tid ligget lidt under gennemsnittet, nu er det så steget lidt, og der følger vi udviklingen. Når vi nu kigger på, hvordan vi så det sidste år, så vil der være en yderligere smittespredning, når vi kommer mere indendørs, siger Anne Krøjer.

Vesthimmerlands Kommune ligger fortsat lidt over landsgennemsnittet, når det kommer til andelen af befolkningen, som har modtaget vaccinen.

Her er det 74,9 pct. eller 27.249 af 36.367 borgere, der har fået første stik. 68,7 pct. eller 24.975 er færdigvaccinerede.

På landsplan er tallene henholdsvis 74,2 pct. (4.341.273) og 66,1 pct. (3.866.867) af omkring 5,8 mio. indbyggere.

- Vi har i Region Nordjylland og Vesthimmerland en topplacering. Jeg håber selvfølgelig at dem, der ønsker at lade sig vaccine, får det gjort hurtigt. Det giver jo noget beskyttelse for os allesammen. Vaccination uden tidsbestilling og på ungdomsuddannelser er bestemt positive og vigtige tiltag for at gøre det så nemt som muligt for dem, som måske har svært ved at komme afsted. Vi ved at de unge har lidt svært ved at komme afsted og kan glemme deres aftaler. Smitten i Vesthimmerland er i småtingsafdelingen. Helt overordnet set er vi kommet fint fra start fra 1. august, hvor vi skal vænne os til, at restriktionerne bliver udfaset. Når vi er blevet vaccineret må vi gerne give knus og hånd, mundbindene er afskaffet og de fleste er tilbage på arbejde. Det ser jo ret fornuftigt ud, og der er ingen tvivl om, at årsagen er, at vi har en relativt høj vaccinationsprocent, og det er glædeligt, siger Anne Krøjer.

 

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"