Corona-udbrud i Aars breder sig

Af Ture Damtoft, Tirsdag, 24/11/2020 15:10

AARS: Tirsdag blev der konstateret nye tilfælde af corona-virus på Boformen Østermarken i Aars.

Yderligere tre beboere og to af personalet er blevet smittet.

Dermed er nu i alt syv beboere og 11 fra personalet bekræftet smittet.

Det oplyser Marianne Hvilsom, afdelingschef for psykiatri og handicap i Vesthimmerlands Kommune.

Af de i alt 18 smittede er to beboere og to ansatte igen raske.

De nu fem beboere, som stadig har Covid-19, er isoleret i Løgstør, og de ni ansatte er naturligvis hjemsendt. Som skrevet i Aars Avis uge 47 skyldes isoleringen af beboerne på et center i Løgstør, at det kan være svært for dem at overholde reglerne om at isolere sig og ikke komme for tæt på andre.

Med de fem nye bekræftede tilfælde begynder smitteopsporingen og testindsatsen fra start.

Alle skal nu testes tre gang på hhv. den 1. - 4. og 7. dag.

- Vi er lidt spændte på, hvor længe det varer.

Nogle har ganske lette symptomer, og nogle har slet ingen. Så er der to fra personalet, som har svære symptomer, og som har svært ved bare at bevæge sig rundt i eget hjem. Der er ingen af de syv beboere, som har haft svære symptomer eller haft brug for indlæggelse, oplyser Marianne Hvilsom.

For både beboere og personale er aldersspredningen fra start-20erne til midt-60erne. Og det er de yngre fra personalegruppen, som har de svære symptomer.

- Det er et blandet billede, og at de to af personalet, som har svære symptomer, er nogle af de yngre viser, corona kan ramme bredt og alle.

Man behøver ikke være særligt sårbar for at få svære symptomer. Vi skal huske at passe på hinanden derude, siger Marianne Hvilsom.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"