Corona vacciner: Vesthimmerland ligger lidt over gennemsnittet

Af Ture Damtoft, Tirsdag, 16/03/2021 14:36

VESTHIMMERLAND: Lidt over hver 10. borger i Vesthimmerland har nu fået det første stik med corona-vaccine.

Helt nøjagtigt er det 3952 eller 10,9 pct. af de 36.343 borgere i kommunen, og 2130 - 5,9 pct. - er færdigvaccinerede.

I Region Nordjylland er tallene hhv. 10,6 og 5,4 pct., og dermed ligger Vesthimmerland en anelse over gennemsnittet.

Regionen har også haft succes med at få brugt alle doser.

I sidste uge lanceredes en venteliste, som man kan skrive sig på.

Det gjorde over 10.000 borgere - til 90 overskydende doser.

Så man skal være lidt heldig for at få en af de doser, som er i overskud, og så skal man skrive sig på listen hver dag inden klokken 13.30.

På landsplan har 589.139 fået første stik, og 268.653 er færdigvaccinerede. Det svarer til hhv. 10,1 og 4,6 pct. af befolkningen.

Den omdiskuterede vaccine fra AstraZeneca - der nu er sat i bero - udgør 25,4 pct. af de givne vacciner.

Pfizer BioNtech vaccinen udgør 70,2 pct. og de resterende 4,4 pct. er vaccinen fra Moderna.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"