Covid-19: Ingen nye tilfælde i Vesthimmerland

Af Ture Damtoft, Søndag, 21/03/2021 14:28

VESTHIMMERLAND: Der er ikke konstateret nye tilfælde af Covid-19 i Vesthimmerland siden fredag 19. marts.

Det viser de nye tal fra Statens Serum Institut i dag søndag 21. marts.

På de to dage er antallet af tilfælde faldet til 25 smittede.

Dermed ser det ud til, at der er kontrol over udbruddet i Farsø, hvor en børnehave blev lukket og en 9. klasse hjemsendt i uge 11 - dog med det forbehold, at der går nogle dage, inden eventuelle nye tilfælde viser sig.

Incidensraten er på 68,3 smittede pr. 100.000 indbyggere - det placerer Vesthimmerland omtrent i midten (nr. 50 for at være præcis) af landets 98 kommuner.

Region Nordjylland har med 56,9 tilfælde / 100.000 det laveste incidens-tal af de fem regioner. Midtjylland (58,8) det næstlaveste, så kommer Sjælland (76,7), Syddanmark (104,4) og Hovedstaden (114,2).

På landsplan er der søndag 657 nye tilfælde af 228.686 tests - en positivprocent på 0,29.

Antallet af indlagte er steget med fem til 184 - 40 på intensiv og 22 i respirator.

Yderligere én person er død af/med Covid-19.

Vaccinationer

Procentdelen af vaccinerede er fortsat lidt over gennemsnittet i Vesthimmerland.

Af 36.347 borgere er 2361 færdigvaccinerede (6,5 procent) og 4532 (12,5 pct.) har fået første stik.

Det placerer Vesthimmerland i den øverste fjerdedel målt på procenten af befolkningen.

I Region Nordjylland er 5,8 pct. færdigvaccinerede og 11,5 pct. har fået første stik.

På landsplan er tallene henholdsvis 5,3 og 10,8 pct. Det svarer til, at 311.260 er færdige og 631,860 har fået første stik.

 

 

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"