Covid-19: Nu fire smittede i Vesthimmerland

Af Ture Damtoft, Søndag, 18/10/2020 14:18

VESTHIMMERLAND: Tre dage og tre flere smittede i Vesthimmerlands Kommune.

Midt i ugen var tallet et enkelt bekræftet Covid-19 tilfælde, nu er det fire.

Fortsat et relativt lavt tal, men smitter de bare en eller to hver, ryger kommunen igen op i den røde zone.

Borgmester Per Bach Laursen (V) følger udviklingen, men roser fortsat borgerne for deres ansvarlighed.

- Det er jo svært at ligge på en eller nul hele tiden. Så længe vi befinder os i det her luftlag på tre-fire smittede, er jeg ikke så bekymret. I dag var jeg ude til et Aars Knækker Cancer arrangement, hvor der kun var en 40-50 stykker på et stort areal. Sidste år var de over 1000. De frivillige fandt en anden måde at gøre det på, og jeg er imponeret over dem og alle forretningsdrivende. De gør det godt, og tager ansvaret på sig, så jeg er ikke så bekymret over de fire tilfælde, siger Per Bach Laursen.

På landsplan er der konstateret 451 tilfælde det seneste døgn, yderligere én er død og der er 14 nye indlæggelser.

Antallet af indlæggelser er steget med ni til 119 - 17 på intensiv og 11 i respirator.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"