Covid-19: Smittetryk i Vesthimmerland fortsat højt og vacciner virker

Af Ture Damtoft, Fredag, 26/11/2021 09:33

VESTHIMMERLAND: Der er 27 nye bekræftede tilfælde af covid-19 i Vesthimmerland over de seneste 24 timer.

I alt er 208 smittede over de seneste syv dage, med den højeste koncentration i og omkring Aars.

Et af de hårdest ramte steder er Østermarkskolen i Aars.

Hvor det tidligere har været Aars og Løgstør skoler, som har haft klasser hjemsendt, har det nu også været tilfældet på Østermarkskolen.

I alt er der 85 tilfælde på skolen siden 5. november, og fire klasser har været hjemsendt.

Tre er vendt tilbage, så det lige nu kun er en af 0. klasserne, der er hjemsendt.

Skoleleder Solveig Kristensen oplyser, at langt størstedelen af tilfældene har været i de mindre klasser, hvor der ikke er nogen vaccinerede. Derudover er også en håndfuld medarbejdere blevet smittet gennem kontakten med børnene.

Vaccine til de små

Som man kan læse i medierne, overvejer sundhedsmyndighederne nu at anbefale vaccine til 5 - 11 årige.

Statistikker fra Statens Serum Institut (SSI) viser med al ønskelig tydelighed, at vaccinerne virker.

De to grafer i forbindelse med den her artikel viser hhv. antallet af bekræftede smittede (ben blå) og antallet af nyindlagte (den orange).

Som det kan ses er der betydeligt færre nyindlagte her under tredje bølge end der var under anden bølge i vinteren.

Til eksempel var der 28. december 2020 i alt 3062 bekræftede tilfælde med 210 nyindlagte - 22. november i år var der 4398 nye tilfælde og 91 nyindlagte.

I alt 78 pct. af hele befolkningen i Vesthimmerland har fået første stik - 76,2 pct. er færdigvaccinerede. De tal inkluderer dog også alle borgere fra 0 - 11 år, som ikke er blevet anbefalet en vaccine.

Statistikkerne på SSIs hjemmeside giver desværre ikke mulighed for at se, hvor mange procent af befolkningen på 12 år eller derover, som altså indtil nu er blevet anbefalet en vaccine, er blevet vaccinerede.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"