Covid-19: Vaccine åbner for besøg trods stigning

Af Ture Damtoft, Mandag, 15/02/2021 14:18

VESTHIMMERLAND: Siden lørdag er antallet af smittede med corona-virus i Vesthimmerlands Kommune steget med otte til i alt 31 i dag mandag 15. februar.

De seneste tal fra Statens Serum Institut viser, at vi nu ligger som nr. 14 af de 98 kommuner med et incidenstal på 84,6 smittede pr. 100.000 indbyggere.

Samtidig er der blevet åbnet for besøg på plejehjemmene igen, fordi langt de fleste beboere og personale er blevet færdig vaccineret.

Med den beslutning er det første gang, sundhedsmyndighederne vægter andelen af vaccinerede borgere i en risiko-gruppe lige så højt som antallet af smittede.

På landsplan var der mandag 437 nye tilfælde af Covd-19 de seneste 24 timer. Det var af 116.355 prøver, og dermed var positivprocenten på 0,37.

Antallet af indlagte sted med seks til 315 - 68 på intensiv og 42 i respirator.

Region Nordjylland ligger nu næstlavest af de fem regioner i antal smittede pr. 100.000 indbyggere med en incidens-rate på 41,6 - svarende til 245 smittede.

I denne uge modtager regionen cirka 5000 doser Pfizer/BioNTech-vaccine, og den går til flere målgrupper.

- 1. stik til borgere i målgruppen over 85 år.

- 1. stik til borgere i målgruppen over 65 år, der både modtager hjælp til personlig pleje og praktisk hjælp.

- 1. stik til borgere i målgruppen af borgere, der er i øget risiko for at udvikle et alvorligt sygdomsforløb, hvis de smittes med Covid-19.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"