Danmarks bedste lærling kåret i Aars

Af Ture Damtoft, Tirsdag, 05/11/2019 09:14

Intens koncentration lyste ud af øjnene på alle fire finalister i dysten om titlen som Danmarks Bedste Lærling, der lørdag, 2. november blev holdt på Erhvervsskolerne Aars.

Vinderen blev Daniel Højbjerg fra Nykøbing Falster med Nicklas Elkjær fra Fredericia på 2. pladsen, Mads Nørskov Khristiansen, Slangerup på 3. pladsen og Lasse Jensen, Skive på en stadig flot 4. plads.

De fire landbrugsmaskinmekaniker lærlinge var nemlig kommet gennem et lille nåleøje for overhovedet at få lov at konkurrere. Alle indstillede kandidater har f.eks. gennemgået en test, og en fagjury udvalgte de fire bedste kandidater.

To timer havde de til hver af fire prøver, hvor de skulle finde fejl på maskiner ligefra en motorsav til en Väderstad såmaskine med flere tusinde bevægelige dele.

Den var blevet udlånt til lejligheden ligesom en Deutz traktor også var.

- Vi har så indlagt nogle fejl i maskinerne, som de skal finde og bagefter løse. De skal kunne bruge dokumentationen, ellers klarer de ikke prøverne. Vi sætter det faglige niveauret højt, og det er højere end ved en svendeprøve. Det er på niveau med World Skille, hvor en fra skolen har vundet en bronze-medalje tidligere, fortæller tovholder Heine R. Jensen.

I det mindre maskineri var en af prøverne at slibe en kæde på en motorsav og så save to stykker træ af en træstamme.

- Du kommer ikke igennem en træstamme med et fint snit, hvis ikke du klarer den opgave, og konkurrencen skal vise, at de mestrer både de mindre og større maskiner, siger Heine R. Jensen.

Fremtiden lys

Mens han viser rundt, er det Daniel Højbjerg fra Nykøbing Falster, som har gang i motorsaven. Forældrene har taget den lange tur over de to bælter og op til Nordjylland for at bakke op om sønnen.

- Det er spændende, og vi støtter ham jo i uddannelsen, siger mor Berit Højbjerg, og far Jan Højbjerg nikker bekræftende. De havde sommerfugle i maven på sønnikes vegne og ville helst ikke sige for meget til avisen, for Daniel Højbjerg var kun igang med prøve nummer to, og meget kunne stadig gå galt.

Det, syntes kandidaten selv, det gjorde på Deutz traktoren, så det var en meget overrasket Daniel Højbjerg, der ud på eftermiddagen kunne hæve trofæet i sejr efter to dages prøvelser.

- Han var meget overrasket, for han syntes Deutz opgaven gik dårligt. Han fandt ikke alle fejlene, men det gjorde ingen af dem, fordi det var en helt ny maskine for dem. Men, det var meget tæt. Der var en høj faglighed, og det var virkelig marginalerne, som afgjorde det, fortæller Heine R. Jensen, der ikke tvivler på, at fremtiden for både de fire konkurrenter og alle andre på landbrugsmaskinmekaniker uddannelsen er lys.

- Vi er den eneste skole i landet for den uddannelse, og branchen mangler lærlinge, for de kan ikke holde på svendene. De får så bred en uddannelse, at de kan bruges i andre brancher, så der er rift om dem fra Erhvervsskolerne Aars, siger Heine R. Jensen.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"