Dansk Folkehjælp i Aars samlede næsten 330.000 kroner ind på en time
Af Ture Damtoft, Onsdag, 04/12/2024 09:00
AARS: Ib Jensen fra Dansk Folkehjælp havde givet sit panel af erhvervsfolk et helt konkret mål.
236.000 kroner skulle samles ind for at kunne give julehjælp til de 139 familier, som stod på listen.
800 kroner til en dagligvarebutik og 500 kroner til en julegave pr. banr og højest fire børn pr. familie.
- Det er det samme som sidste år, og vi har en lille buffer, fordi de lykkedes os at samle 277.000 kroner ind der, så jeg håber vi kommer i mål, sagde Ib Jensen til det syv mand store panel, der var samlet på Kimbrerkroen for at ringe rundt til deres netværk for at bede om penge mandag.
Det var første gang Niels Krebs fra byrådet var med, og han skulle lige overvinde modstanden mod at ringe og bede om penge.
- Min byrådskollega opfordrede mig til det, og det er jo et godt formål. Jeg synes, det er vanskeligt at ringe ud og bede om penge, men så forklarer man jo formålet og får en positiv reaktion. Det siger de i hvert fald, sagde Niels Krebs, inden opringningerne begyndte.
Jens Peter Hougaard fra Kastberg var med for syvende gang, og han ser frem til det hvert år.
- Det er jo ikke et stort arbejde, og vi får en masse godt ud af det for en masse familier, siger han med en entusiasme, som gik igen hos alle, der har været med før.
- At være med til at skabe glæde og gøre noget, som gavner andre her i julen, det bruger jeg gerne mit netværk til, siger Emil Volke fra Toyota Aars.
Indsamlingen begyndte klokken 12 og varede en time.
Udover de syv i Aars sad Jeppe korreborg Pedersen derhjemme og samlede ind, og Mads Røhde sad i København og samlede ind.
Og indsatsen blev belønnet med et rekordresultat på 329.650 kroner.
Godt hjulpet af en donation på 10.000 kroner fra Liv i Byen og på 50.000 kroner fra ARF.
- Det er tredje år i træk, de giver 50.000 kroner. Det er simpelthen imponerende, og det har været en fantastisk dag og et fantastisk resultat igen, og alle familierne kan få julehjælp. Det er et utroligt godt panel, vi har fået sammensat, og de har allesammen meddelt at de deltager igen næste år, siger Ib Jensen.
Nu er der kommet en endnu større buffer til næste år.
Så stor at de ekstra penge måske skal bruges på andet end julehjælp.
- Pengene skal bruges til udsatte børn, og med de ekstra penge overvejer vi at støtte med hjælp til skolestart for 0. klasse og måske konfirmations hjælp i Vesthimmerlands Kommune. Det talte vi med panelet om, og det er de enige i. Det vil også være med gavekort, så de kan købe skoletasker, penalhuse og hvad de ellers skal bruge til skolestart, siger Ib Jensen, der sammen formand for Dansk Folkehjælp i Vesthimmerland, Pia Nikolajsen, står for indsamlingen til julehjælp.
Ordet er dit