To danskere med i front på førstedagen af Made in Himmerland

Af Torsten Hansen, Fredag, 02/09/2022 11:23

GOLF: Rasmus Højgaard og Marcus Helligkilde deler andenpladsen ved Made in HimmerLand efter en imponerende dansk opvisning på førstedagen. Søren Kjeldsen, Lucas Bjerregaard og Niklas Nørgaard Møller kom også stærkt fra land.

Med runder i 63 slag, otte under par, er Rasmus Højgaard og Marcus Helligkilde blot et enkelt slag efter den førende englænder Ross McGowan. Dagen igennem blev de danske spillere båret rundt på banen af et forrygende publikum, og med mere solskin de kommende dage, får stemningen nok endnu et nøk opad allerede fredag.

- Det var så fedt i dag. Jeg havde det virkelig sjovt hele vejen rundt på banen, og jeg elsker at spille her i HimmerLand foran et stort dansk publikum, siger Marcus Helligkilde.

- Spillet var rigtigt godt. Jeg slog bolden de rigtige steder hen og lavede ikke mange fejl, så det tegner godt for de næste dage. Jeg tror, der venter nogle fantastiske dage i HimmerLand, og jeg er glad for at kunne bidrage til stemningen, fortsætter han.

- Jeg har haft en fantastisk dag. Jeg føler, jeg har smilt hele vejen rundt på banen, og især min birdie på 16. hul var speciel. Tilskuerne var så vilde, så det var fedt lige at give lidt igen. Jeg synes, jeg spillede rigtigt godt i dag, og jeg er super glad for at komme så godt fra land. Jeg glæder mig til de kommende dage foran det bedste publikum her i HimmerLand, siger Rasmus Højgaard.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"