Dart og matematik i Blære
Af Ture Damtoft, Onsdag, 27/11/2024 07:00
Mandag formiddag var Haubro Friskoles 7. klasse i matematik forbi Kimbrer Dart til en gang hovedregning. Selvom 180 ikke er svært at regne ud, er der masser af udfordrende kombinationer både for scoren og ikke mindst, hvad man mangler at score for at “tjekke ud”.
Eleverne havde et par hyggelige timer under ledelse af Randi Strand og Bo Møller Mortensen, to af klubbens juniortrænere. Der blev gået til den med både pilekast og regnekundskaber.
Det var en succes, som vil blive gentaget, og videregivet til andre skoler med interesse for en ny måde at indarbejde matematik i de unge.
Lørdag, 23. november holdt Kimbrer Dart, der hører under Blære Idrætsforening, klubmesterskab. Lidt over halvdelen af klubbens 25 medlemmer deltog i det hyggelige arrangement i forsamlingshuset ved Blære Multihal.
Det var det første årlige klubmesterskab i den nye forening, der blev stiftet i begyndelsen af 2024.
Dennis Ølgaard løb med sejren efter nogle lange tætte kampe, med Jørgen Nielsen på 2. pladsen og Svend Christensen på 3. pladsen.
Der var præmier for hurtigste sæt, højeste lukker, fleste 180ere, samt 1. 2. og 3. plads.
Svend Christensen løb med præmierne for hurtigste sæt og flest 180ere. Asger Kristensen tog præmien for højeste lukker.
Ordet er dit