De sidste dage på sygehuset i Vesthimmerland - Lene Mikkelsens sidste ønske er at bevare den palliative afdeling i Farsø

VESTHIMMERLAND: Lene Mikkelsen fik for to uger siden den værste besked fra lægerne.

Efter at have fået konstateret kræft i lunger, lever og tarmen i januar 2025, og efter to måneders behandling med kemoterapi, var der ikke mere at gøre, og hun havde en uge, måske to, tilbage.

Tirsdag 22. april, dagen efter påsken, blev Lene Mikkelsen indlagt på Farsø Sygehus palliative afsnit for patienter med terminal sygdom.

Hun skrev til sine fire børn, otte børnebørn og anden familie og nære venner, at der nok kun var en uge igen.

De har besøgt hende så ofte som muligt, og Lene Mikkelsen har med egne ord "snydt lægerne" ved stadig at være her mere end to uger senere.

Alle har været imponerede over afdelingen i Farsø takket være både personalet og den ro, der er.

Noget helt andet end den lange gang på sygehuset i Aalborg, som måske bliver eneste mulighed for terminale patienter i Vesthimmerland, hvis Region Nordjylland lukker afdelingen i Farsø, som det er blevet foreslået.

Lene Mikkelsen ligger på samme stue som den, hvor hun og resten af familien fejrede jul i 2023, da hendes mor var terminal patient.

Hendes sidste ønske på sit dødsleje er, at afdelingen bevares, og trods svære smerter fra kræft og tab af førlighed i benene har hun prioriteret at få skrevet dette brev i sine sidste dage.

Hendes perspektiv som terminal patient giver en sjælden, autentisk og højaktuel indsigt i debatten om vores sundhedsvæsen.

Her deler den kun 57-årige mor, bedstemor og tidligere kandidat for Venstre i Vesthimmerland sine erfaringer og tanker om vigtigheden af små lokale sygehuse, mens hun endnu kan.

Min sidste kamp:

Red vores livsvigtige små sygehuse, før det er for sent!

Af Lene Mikkelsen, Abildvadvej 5, Thorup:

Mens jeg skriver disse linjer, ligger jeg for døden på den smertelindrende afdeling på Farsø Sygehus.

Kræften har desværre spredt sig til et punkt, hvor lægerne har fortalt mig, at min tid er begrænset - måske blot få dage eller uger. Det giver mit budskab en særlig vægt, for jeg oplever netop nu på egen krop det nærvær, den omsorg og værdighed, som de små sygehuse kan tilbyde mennesker i livets sidste fase.

Den personlige pleje og ro, jeg finder her, står i skærende kontrast til den travlhed og anonymitet, jeg for nylig mødte på det store sygehus i Aalborg, hvor jeg følte mig som blot et nummer i systemet.

Som tidligere byrådskandidat og lokalengageret borgerstemme har jeg altid kæmpet for vores lokalsamfund. Og selvom jeg ikke stiller op til hverken kommunal- eller regionrådsvalget den 18. november 2025 grundet min sygdom, så slipper I ikke for mit sidste inderlige indlæg og ønske i denne livsvigtige sag.

Her på den smertelindrende afdeling i Farsø gør personalet et enestående arbejde for at give værdighed til patienter i den sidste tid. Hver dag ser jeg deres øjne og mærker deres hænder. Mennesker - ikke blot ansatte - der sikrer, at mine sidste dage på denne jord bliver mødt med respekt og omsorg.

For nemt at lukke

Det er alt for nemt for beslutningstagere at sige: "Lad os lukke afdelingen og flytte funktionen til Aalborg, så vi kan bruge pengene andetsteds".

Som om afdelingen og dens funktioner ikke er nødvendige. Som om min værdighed og min afsked med livet ikke har betydning.

Det er så nemt at nedlukke de mindre sygehuse og deres afdelinger som blandt andet den smertelindrende afdeling her i Farsø, når man sidder i mødelokaler og indgår politiske studehandler.

Men, når man ikke selv har været alvorligt syg eller været pårørende til en patient med terminal sygdom, som kræver særlig pleje, der ikke er mulig i hjemmet, så forstår man ikke, hvor afgørende vigtigt arbejdet på en afdeling som denne er.

Jeg synes, det er blevet en mani både kommunalt og regionalt at nedlukke velfungerende mindre sygehuse og afdelinger for at kunne prale med flere vindmøller eller solceller, mens man negligerer mennesker i den sidste tid af deres liv. Det er ganske enkelt uværdigt.

Mange beslutningstagere glemmer, at det kun er de allermest syge, der ligger på denne afdeling.

Derfor vil jeg minde dem om, at i det sundhedssystem vi har i Danmark, bør patienten komme før systemet - ikke omvendt.

Sidste ønske til jer og livet

Nogle vil måske indvende: "Men hvad er forskellen på, om det er i Aalborg eller Farsø?"

Lad mig fortælle det: Selvom patienterne stadig vil kunne blive indlagt på en smertelindrende afdeling i Aalborg, tager man så samme hensyn til patienterne og deres pårørende?

Ikke alle patienter har pårørende, der kan køre til Aalborg for at besøge dem regelmæssigt, hvilket kan føre til ensomhed i den sidste tid.

For mange patienter vil en større afdeling også betyde, at de ikke oplever samme ro, som der er på en mindre afdeling som her i Farsø med plads til kun seks patienter.

Og sidst, men ikke mindst: Der er simpelthen ikke nok pladser på det nye supersygehus i Aalborg.

For mig virker det, som om man ikke har patientens livskvalitet i den sidste tid i fokus, hvis man nedlægger den palliative afdeling i Farsø. Mens jeg ligger her og mærker mine kræfter svinde, beder jeg jer om at tænke på de mange, der vil komme efter mig. De fortjener samme værdige afsked med livet, som jeg er så taknemmelig for at modtage her.

Derfor: Let måsen og bak op om de smertelindrende afdelinger vi har - der er for få af dem i forvejen. Dette er mit sidste ønske til jer – og til livet.

Venlig hilsen, Lene Mikkelsen.