Den gamle svømmehal pynter ikke ligefrem i bybilledet, og til september går arbejdet med at rive den ned igang.
Den gamle svømmehal i Aars skal rives ned
Af Ture Damtoft, Aars Avis, redaktion@aarsavis.dk, Onsdag, 02/09/2026 08:19
Arealet bliver til et midlertidigt grønt byrum
AARS: Den gamle svømmehal i Aars står foran nedrivning, to år efter den blev lukket.
I mellemtiden blev hallen brugt til to smukke udstillinger, men der er ikke meget smukt over den forladte grund og bygning mere.
Vesthimmerlands Kommune har nu fundet den entreprenør, der skal stå for arbejdet, og hvis byrådet godkender den nødvendige bevilling, kan nedbrydningen gå i gang om en måneds tid.
Ved licitationen 1. juli kom der fire tilbud på opgaven. Det laveste var fra nedbrydningsfirmaet Kingo Karlsen A/S i Silkeborg, som har tilbudt at udføre entreprisen for 2.843.523 kroner eksklusive moms.
I budgetaftalen for 2025 blev der afsat 4,5 millioner kroner til nedbrydningen af den gamle svømmehal.
Samtidig blev der indregnet en forventet indtægt på 4,5 millioner kroner fra et senere salg af grunden, og dermed bliver opgaven i bedste fald udgiftsneutral.
Kommunen frigav i marts 2026 en halv million kroner til blandt andet rådgivning, forundersøgelser og forberedelse af udbuddet. Heraf er omkring 250.000 kroner foreløbig brugt.
Det samlede projekt med nedbrydning og retablering er beregnet til 3.640.000 kroner.
Ud over selve nedbrydningsentreprisen skal der blandt andet betales for rådgivning, byggepladshegn og lukninger, tilsyn, et midlertidigt byrum samt uforudsete udgifter.
Derfor skal der nu frigives yderligere 3.140.000 kroner, hvis projektet skal gennemføres.
Det vedtog et enigt teknik-, miljø- og klimaudvalg på et møde forleden.
Skal ikke stå tom
Når svømmehallen er væk, skal arealet ikke nødvendigvis blot stå som en tom byggegrund, mens kommunen arbejder videre med et fremtidigt salg og en eventuel projektudvikling.
Med grundens centrale placering i Aars, vil Vesthimmerlands Kommune have fokus på, hvordan arealet ser ud i perioden indtil det bliver solgt.
Derfor er der i projektet indarbejdet et mindre opholdsareal med stier, blomstergræs og borde-bænkesæt.
Tanken er dermed, at området midlertidigt kan fungere som et grønt og rekreativt byrum, mens der arbejdes videre med grundens fremtid.
- Det vigtigste er ikke at have den til at stå og blive faldefærdig og se træls ud ved indgangen til Aars. Så nu bliver den væltet, og vi får et fint areal, og så skal vi se, hvad grunden skal bruges til. Det er udenfor detialhandelsområdet, og nu er det i første omgang økonomiudvalgets opgave at beslutte, hvad det skal bruges til. Det bliver boliger og rekreativt område, men der skal laves en plan, så det hænger med det øvrige område omkring det gamle rådhus, museet og Museumsparken, siger Allan Ritter, formand for byrådets teknik-, miljø og klimaudvalg.
Ordet er dit