Der bliver råd til mere på Kimbrertorvet i Aars

Af Torsten Hansen, Onsdag, 13/01/2021 08:00

To mio. kr. ekstra at gøre godt med - og måske flere penge

AARS: Det er ikke så ofte, at der er penge i overskud, når der skal opføres noget nyt i Aars. Men til den planlagte overdækning af Kimbrertorvet er der nu tilsagn om 3,7 mio. kroner, ud over de 5,1 mio. kr. som Vesthimmerlands Kommune har budgetteret med.

Det er samlet set flere penge end der er behov for. Arbejdsgruppen har derfor været igennem mappen med ønsker endnu en gang og har fundet flere projekter, der nu også kan realiseres.

Det er bl. a. en minipark med siddepladser oven for Per Kirkebys mur-kunstværk, som præger torvet - og et springvand foran muren. Derudover er der ønske om byrumsmøbler og beplantning.

- Jeg er stolt af, at det allerede nu er muligt at tage hul på det vigtige arbejde med at realisere forslagene. En stor tak til ildsjælene og til fondene for indsats og tilskud. Foreninger og virksomheder opfordres hermed til at planlægge aktiviteter på stedet, siger borgmester Per Bach Laursen.

Det er Aars Borgerforening, som oprindelig fik ideen til projektet. Her glæder man sig over, at pengene er i hus.

Mere aktivitet

Borgerforeningens ønske er at styrke aktiviteten i den centrale handelsgade i Aars og at skabe bedre rammer for ophold og aktivitet på byens torv. Derfor vil foreningerne i Aars, også få bedre fasciliteter som en del af projektet. Der bliver blandt andet scene og et madsted samt depot- og toiletfaciliteter.

- Jeg er en meget glad mand nu, og det ved jeg at de også er i teknik- og miljøudvalget, siger Jørgen Kristensen, formand for Aars Borgerforening.

- Et længe næret ønske er gået i opfyldelse. Borgerforeningen har arbejdet på dette projekt i flere år. Vi har været igennem en række forslag og er nu fremme ved noget, der opfylder alle ønsker til funktioner, og som samtidig respekterer Per Kirkeby-muren. Jeg er sikker på, at rigtig mange borgere, foreninger og virksomheder vil få stor glæde af de nye faciliteter. Kimbrertorvet skal være et aktiv for alle i kommunen og ikke mindst for vores gæster, siger Jørgen Kristensen.

De ekstra penge kommer fra Realdania, der har givet et tilsagn om 2,7 mio. kr. Jutlander Fonden Himmerland har givet tilsagn om en mio. kr.

Der kan faktisk være flere penge på vej, da endnu et pengeinstitut overvejer sagen.

Det samlede budget lød på 5,1 mio. fra kommunen. Dertil skulle borgerforeningen skaffe 1,7 mio. kr. Det har foreningen nu så rigelig gjort med de ekstra tilsagn. Dermed er der cirka to mio. kroner i overskud til at lave ekstra faciliteter. Nogle af pengene kan eventuelt bruges til opholdspladser bag Per Kirkeby-muren. I den forbindelse er det tanken at rykke parkeringspladserne en smule.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"