Der er stor opbakning til Sparekassen Danmark

Af Lokalredaktionen, Onsdag, 26/08/2026 09:10

Pengeinstituttet med afdelinger i Vesthimmerland fik halvårsresultat på 1,1 mia. kr.

VESTHIMMERLAND: Sparekassen Danmark, der har afdeliner i bl. a. Aars, Løgstør, Suldrup og Aalestrup kommer ud med et tilfredsstillende halvårsresultat og oplever tilgang af nye kunder og garanter.
Sparekassens samlede forretningsomfang steg i første halvår med 20 milliarder kr. til 355 milliarder kr., hvilket svarer til en vækst på 6,1 pct.. Forretningsomfanget målt på udlån, indlån inklusive puljer, garantkapital, garantier og kundedepoter udgør 184 milliarder kroner. Hertil kommer en stor vækst i formidlede realkreditlån. Formidlede realkreditlån udgør i alt 171 milliarder kroner.
Pengeinstituttet tog i samme periode imod – netto – næsten 11.000 nye kunder og har nu mere end 400.000 kunder.
Tilgangen af kunder og det øgede forretningsomfang har bidraget til, at sparekassen kan præsentere et halvårsresultat for 2026 før skat på 1,1 milliarder kr. mod 861 millioner kr. i første halvår 2025. Det ligger over de forventninger der blev udmeldt ved årets begyndelse på 1,7-1,9 milliarder kr. for hele 2026.
Sparekassens netto renteindtægter er faldet med 10 millioner kr. til 1,2 milliarder kr. Nedgangen skyldes rentefaldet på en pct. hen over 1. halvår 2025, som man først ser den fulde effekt af nu. Sparekassens udlån stiger, men rentemarginalen indsnævres mere, end væksten kan absorbere.
Sparekassens samlede omkostninger er steget og udgør 1,2 milliarder kr. mod 1,1 milliarder kr. i samme periode året før.
Stigningen skyldes blandt andet en vækst i antal medarbejdere samt udgifter til strategiske initiativer og generelt stigende udgifter.

Nedskrivninger
Sparekassen har nedskrivninger på udlån i 1. halvår 2026 for 30 millioner kr. mod 322 millioner kr. i samme periode året før. Sparekassen har øget de ledelsesmæssige skøn med 72 millioner kr. i 1. halvår 2026.
- Vi kan konkludere, at sparekassens kunder har en sund økonomi trods den geopolitiske uro, siger adm. direktør Kim Mouritsen. Når vi alligevel hæver de ledelsesmæssige skøn, skyldes det landbrugets situation og rammevilkårene i fremtiden.
Sparekassens egenkapital er det seneste år steget med 2,3 milliarder kr. til 17,8 milliarder kr. og danner dermed grundlag for sparekassens solide kapitalforhold. Stigningen skyldes dels konsolidering med overført overskud og dels netto tilgang af garantkapital.
Sparekassens solide kapitalforhold kommer blandt andet til udtryk i de nedskrivningsegnede passiver, NEP-procenten.
Sparekassens NEP-procent er pr. 30. juni 2026 beregnet til 29,8 pct. ekskl. indregning af halvårets resultat, mens NEP-kravet lyder på 19,3 procent for 2026. Sparekassen har dermed en kapitaloverdækning på 10,5 procentpoint, hvilket svarer til 6 milliarder kr.
Sparekassen Danmarks skat af halvårets resultat er opgjort til 231 millioner kr. Herudover har sparekassen betalt 87 millioner kr. i lønsumsafgift.
Sparekassen bidrager således efter første halvår 2026 med selskabsskat og lønsumsafgift for i alt 318 millioner kr. til samfundet.

Nye afdelinger
I 2026 er sparekassen vokset med en afdeling i Kongens Lyngby, og senere på året åbner to nye afdelinger i Horsens og Risskov samt en satellitafdeling i Farsø.
- Det er lokaliteter, der er valgt, fordi det er områder med store muligheder og ligger i naturlig forlængelse af sparekassens eksisterende afdelinger i henholdsvis København, Østjylland og Himmerland, forklarer Lars Thomsen, sparekassens anden administrerende direktør.
På sparekassens repræsentantskabsmøde i april blev Alex Rasmussen, Vrå og Jens Bigum, Aars valgt til sparekassens bestyrelse.
For hele regnskabsåret 2026 fastholder sparekassens ledelse de tidligere udmeldte forventninger, der lyder på et resultat i niveauet 1,85-2,05 milliarder kr. før skat og efter skat i niveauet 1,4-1,6 milliarder kr.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"