Det handler om fem ton fedt

Af Torsten Hansen, Torsdag, 17/01/2019 14:15

150 frivillige i Aars kæmper om at smide mest fedt

AARS: Fem ton fedt lød det samlede resultat på, da alle deltagere efter seks timer var færdige med indvejningen.

- Der meldte sig 150 deltagere, det var helt overvældende, siger Johnny Andersen, Idrætscenter Østermarken og initiativtager til Aars Smider Fedtet.

Det tog lang tid at få alle indvejet, fordi der var ikke bare tale om en almindelig vejning. Det var en kropsanalyse. Det er særligt det indre fedt det handler om, og det var det, som skulle vejes. I gennemsnit har deltagerne cirka 33 kg fedt at tabe i løbet af de 12 uger arrangement løber over.

Deltagerne er med i hold af tre personer og hvert hold har haft til opgave at finde på et sjovt navn til holdet. Netop navnet var nemlig vejen til gevinst i første konkurrence.

- Vi havde udvalgt to navne, som vi syntes var sjove, så har alle skulle vælge et af de navne som det bedste, forklarer Johnny Andersen.

Vinderne blev tre kvinder, der tilsammen kalder holdet ”Pølser og pomfritter - vi er favoritter”.

De tre kvinder har som gevinst fået lov til at køre i en Ford Fokus i fire uger.

Ud over at blive vejet så bød første sammenkomst også på et foredrag. Lindy Aldahl fra ”Rigtige Mænd” fortalte om hans deltagelse i tv-programmet og hvad det gjorde ved ham. Han kan med et glimt i øjet få alle med, og mange tænker, når han kan så kan jeg også.

Nu skal holdene selv træne i de næste uger, så der bliver ekstra meget liv i Idrætscenter Østermarken og de andre steder der er med i arrangementet. Det gælder for eksempel Aars Svømmehal og Skøn Krop.

- Et af vores ønsker er, at få fat i flere mennesker, som ikke normalt kommer i idrætscentret. Det ser ud til at være lykkedes. Jeg vurderer, at 75 procent af deltagerne ikke normalt kommer i IØ. Nu kan de komme ind og snuse til miljøet, og måske få lyst til mere, siger Johnny Andersen.