Det kan være svært at finde rundt i hvad man må sige

Af Torsten Hansen, Onsdag, 04/12/2019 07:00

AARS: Ord og vendinger, som ellers hidtil har været acceptable i vores helt almindelige hverdagssprog, er pludseligt til debat. Det kan være svært at finde rundt i, hvilke ord og vendinger, man må bruge.

Selvom de ikke har til hensigt at såre nogen og faktisk bare taler, som de altid har gjort, oplever mange i dag, at deres måde at tale om f.eks. andre folkeslag bliver angrebet. Hvorfor skal vi pludselig kritiseres for at bruge ord og vendinger, som ellers hidtil har været gode nok? Og som endda har været benyttet gennem generationer?

Forfatter og ph.d. i historie Søren Hein Rasmussen gæster tirsdag, 10. december Aars Bibliotek under den kontroversielle foredragstitel ”Sig det med neger”.

Med en kombination af ord og billeder vil Søren Hein Rasmussen tage publikum med på en generationsrejse. Sammen med publikum vil Søren Hein Rasmussen dykke ned i forskellige ords udvikling og betydning, og se nærmere på hvilke betydninger der til forskellige tider har været koblet til vores konkrete sprogbrug om fremmede folk – og hvordan gamle opfattelser og betydninger kan rejse med sproget og kulturen fra vore forældres og bedsteforældres tid – uden at vi måske er bevidste om det.

Arrangementet er en del af Folkeuniversitetets store, nationale forskerturné med temaet ”Generationer”. Gratis billetter kan hentes på Vesthimmerlands Biblioteker eller på vhbib.dk.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"