Det nye år vil snart blive skudt ind på torv i Aars

Af Thorkil Christensen, Fredag, 21/12/2018 14:36

Saluteringslaug skyder kanoner af 31. december

AARS: I Aars er det blevet en tradition at Himmerlands Saluteringslaug skyder det nye år ind ved en festlig sammenkomst for alle på Kimbrertorvet. Det foregår på årets sidste dag, mandag, 31. december og saluteringslauget får assistance af Kimbrergarden og Arosiakoret.

Ceremonien begynder sidst på formiddagen når der afgives et varselsskud med en lille kanon. Derefter spiller Kimbrergarden inden borgmester Per Bach Laursen holder en tale, hvor han fortæller om “rigets” tilstand. Præcis kl. 12 bliver der skudt med tre store kanoner. Derefter synger Arosiakoret nytåret ind og Himmerlands Saluteringslaug er vært ved et glas hvidvin til alle der møder op. Det bliver et festligt indslag som afslutning på året og begyndelsen på et nyt. Himmerlands Saluteringslaug stiller op til parade i flotte uniformer og der bliver en helt særlig stemning når kanonerne fyres af og der lægger sig et slør af krudtrøg over pladsen.

Historisk set har afgivelsen af kanonsalut været et signal om en stor festlig begivenhed. De tre skud stammer fra dengang Norge, Sverige og Danmark var under samme flag, og blev indført af Christian den 4. i 1625. Skibe fra Danmark og Norge affyrer tre skud når de sejler ind i den “fremmede” havn for at vise at de er danske og norske, mens svenske skibe affyrer fire skud.

- Samme tradition går igen, når man råber hurra ved festlige lejligheder. I Danmark og Norge råber man tre gange hurra, mens man i Sverige råber hurra fire gange, siger medlem af saluteringslauget, Per Holm, Aars.