DJ fra Aars var helt på “Månen”på sommertour

Af Ture Damtoft, Onsdag, 22/07/2026 08:30

AARS: DJ Peter Christensen kan igen se tilbage på en travl og oplevelsesrig periode efter sin sommertour med Diskotek Venus og sin mangeårige DJ makker Jørgen de Mylius, hvor musik, konkurrencer og fællesskab var omdrejningspunktet.

Årets tur fik en tidlig start på Grundlovsdag, hvor de to for første gang stod bag et arrangement på Kirketorvet i Nykøbing Mors. Her blev torvet fyldt af god musik og glade mennesker.

Et af sommerens faste højdepunkter var besøget i Brændegårdshaven på Bornholm, hvor Diskotek Venus Sommer Tour har spillet ni år i træk.

- Det er blevet en skøn tradition, som både børn, voksne og vi glæder os til hvert eneste år, siger Peter Christensen.

Efter sommerens arrangementer blev han en ekstra dag og besøgte både Christiansø og Frederiksø, og det sted som inspirerede til sangen “De Første Kærester På Månen”.

Månen er navnet på forsamlinghuset på Frederiksø, hvor Steffen Brandt flere gange har spillet for lokalbefolkningen.

- Jeg har spillet TV2s “De Første Kærester På Månen” utallige gange gennem årene. Det var fascinerende endelig at opleve stedet i virkeligheden, og det er en sjov historie, som jeg ofte fortæller, når jeg spiller nummeret, siger Peter Christensen.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"