Donation til at hjælpe socialt udsatte i Vesthimmerlands Kommune

Af Ture Damtoft, Lørdag, 16/02/2019 12:54

Modtager af hjælp holdt stærk takketale

AARS: Foreningen Carpe Diem var en af to modtagere af penge, da der i fredags var fernisering på messen Tidens Kunst i Aars.

Carpe Diem fra Aalestrup modtog 15.000 kroner og Folkekirkens Familiestøtte modtog 20.000 kroner.

De fik pengene til ferniseringen på Tidens Kunst i går fredag, 15. februar, hvor der var omkring 300 gæster.

De mange gæster blev budt velkommen af præsident for Kimbrernes Y's Mens Club Aars, Else Vadsholt.

- Igen i år har Kimbrernes Y´Men Club valgt at støtte to organisationer med en donation. Det er Folkekirkens Familiestøtte og Cape Diem, som begge hjælper familier og børn, som har brug for støtte. Børn og unge som har mistet et familiemedlem eller på anden vis har det svært i hverdagen, sagde Else Vadsholt blandt andet i sin tale.

Carpe Diem har eksisteret i over 10 år og har til formål at støtte kræftramte og socialt udsatte børn og deres familier.

Stifteren af foreningen var Poul Erik Jensen, der blandt andet fik inspiration til at stifte foreningen af en præst.

- Jeg stødte på et citat, som påvirkede mig meget. Man kan aldrig mere vise den døde nogen kærlighed. Og så giver man sig hen til passive grublerier. Der findes en redning ud af dette: Kærligheden til den, der gik bort, skal vi øse ud over de kære, som vi endnu har omkring os. Det er i de efterlevende, at vi skal elske den døde. Efter at have læst det, tog jeg kontakt til gode venner, som også havde haft kræft inde på livet, og det mundede ud i oprettelsen af Carpe Diem. Vi er meget taknemmelige for pengene og lidt stolte over, at de har tænkt på os. Det er dejligt med sådan et skulderklap, og pengene går til at hjælpe kræftramte og socialt udsatte børn og unge med helt basale ting som legetøj og en tur i biografen med deres søskende, siger Poul Erik Jensen, formand for Carpe Diem.

Foreningen har hjulpet hundreder af børn og deres familier gennem årene, og taknemmeligheden er blevet vist gennem kram til de frivillige, takkebreve og i fredags også gennem en takketale.

Pia Møller Nielsen fra Skarp Salling lidt nord for Aars var blevet inviteret med af Carpe Diem til at fortælle hendes families historie, og hvordan de blev hjulpet.

Det blev en følelsesladt tale, hvor klumpen i halsen og tårerne i øjenkrogene var tydelige - og det var tydeligvis af taknemmelighed og glæde over hjælpen.

- Carpe Diem blev vores gamechanger. Min datter mistrivedes pludselig så slemt i skolen, at hun måtte skifte til efterskole. Jeg lagde min økonomi fuldstændig om, skar lige lidt længere end ind til benet og fik fundet råd til hendes skolegang. Der var ikke meget tilovers til os derhjemme, og det var hun smerteligt klar over. Hun meldte fra til arrangementer, som kostede penge, fordi hun ikke ville bede mig om mere, det gjorde dælme ondt. Samtidig fik hun problemer med synet, og havde svært ved at gennemføre en hel skoletime. Der skulle kiropraktor til at hjælpe, men det kunne budgettet ikke klare. Så var det, vi fik kontakt til Carpe Diem. Jeg husker stadig hendes smil, da hun vekslede pengene fra Carpe Diem for at komme med efterskolen på skitur, eller hendes lettelse, da hendes syn forbedredes efter første omgang kiropraktor. Jeg kan ikke takke nok. Min datter er i dag videre til Det Kristne Gymnasium i Ringkøbing, og det har I i høj grad været medvirkende til, fortalte Pia Møller Nielsen blandt andet i sin takketale til foreningen. Hun roste især Poul Erik Jensen for mange samtaler over telefonen, hvor han lige skulle ringe og høre, hvordan det går med familien.

Stifteren af foreningen var dog ikke selv oppe og modtage donationen. Det overlod han til sekretær Per Trip, der kunne modtage klapsalverne fra de mange gæster for foreningens arbejde.

- Vi giver børnene et pusterum. Vi får dem til at smile igen ved at give dem penge til for eksempel en tur i badeland eller biografen. Vi har lige givet til seks børn på børneafdelingen for kræft på Aalborg Sygehus, hvor de kan købe for eksempel en mobiltelefon, så de kan holde kontakt med familie og venner. Tak for donationen til Kimbrernes Y's Mens Club Aars og Tidens Kunst, det hjælper os til at hjælpe mange flere udsatte børn og unge, sagde Per Trip på vegne af Carpe Diem.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"