Dykker skal hjælpe med vandet i Vognsild

Af Ture Damtoft, Torsdag, 18/07/2019 13:34

VOGNSILD: Der skal en dykker til, før Vognsild Vand med sikkerhed kan sige, hvad kilden til det forurenede vand er.

Som skrevet i Aars Avis onsdag, koger borgerne i byen deres vand på anden uge, efter der blev konstateret forurening af enterokok-bakterier i to prøver.

Resultatet på den tredje prøve kom torsdag morgen, og den viser, hvor kilden til forureningen er.

- Den sidder i den rent-vands tank, som vi bruger som buffer, når der bruges meget vand f.eks om morgenen. Den er kontamineret. Det kan enten være en lækage, eller det kan være et dyr eller måske en mågelort, som er kommet ned i tanken. Vi skal have en dykker ned i den for at undersøge det, siger formanden for Vognsild Vandværk, Claus Broch Christensen.

Går tingene som planlagt, vil man med sikkerhed kunne melde forureningskilden ud fredag. Er det et fremmedlegeme i tanken, kan der muligvis komme en midlertidig løsning.

- Det kunne være at koble buffer-tanken af. Derved risikerer man et varierende vandtryk, men jeg er sikker på, vores forbrugere foretrækker det fremfor at koge vandet, siger Claus Broch Christensen, der i samråd med kommunen vil finde den bedste løsning så hurtigt som muligt.

- Vi er fuldt orienterede og er i løbende kontakt med Vognsild Vandværk, som vi fuld tillid til får løst situationen, siger Dorthe Berg fra Natur & Miljø i Vesthimmerlands Kommune.

 

 

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"