Dyrt brændstof æder af overskuddet: Aars-vognmænd under pres af stigende priser

Af Ture Damtoft, Tirsdag, 31/03/2026 09:00

MOTOR: De stigende brændstofpriser begynder nu for alvor at kunne mærkes hos lokale vognmænd.

Hos Cimbrer Bilerne i Aars er situationen blevet mere anspændt, fortæller indehaver Kim Kristensen.

Virksomheden råder over otte minibusser og to store busser. Alle kører på diesel.

Derfor rammer de stigende dieselpriser hårdt, især fordi en stor del af kørselen foregår på faste aftaler, hvor prisen er aftalt på forhånd.- Vi kan ikke bare ændre prisen. Det gør det svært, når udgifterne stiger, siger Kim Kristensen.

Et konkret eksempel viser, hvor hurtigt udviklingen går.

En tur til København, som blev tilbudt for tre til fire måneder siden, er nu blevet markant dyrere at udføre.

- Den tur koster omkring 1000 kroner mere i brændstof alene. Så er der ikke meget tilbage, siger Kim Kristensen.

Han understreger, at der ikke er tale om hverken over- eller underdrivelse:

- Jeg tror ikke, at jeg overdriver. Jeg holder mig bare til fakta.

Vi håber, at det vender. Ellers bliver vi nødt til at snakke med kunderne og se, om vi kan finde en løsning, siger Kim Kristensen.

Foreløbig er der dog ikke tale om en kritisk situation for virksomheden.

- Vi risikerer ikke at gå nedenom og hjem, som det ser ud nu, siger han.

Pres på taxier
Også hos Gunnars Taxi i Aars kan man mærke de stigende brændstofpriser.

Indehaver Lars Nielsen fortæller, at virksomhedens fire biler kører på diesel.

- Man kan godt mærke det, siger han.

Med den nye taxalov er der dog en vis fleksibilitet, da der arbejdes med minimum- og maksimumpriser.

- I princippet kan jeg godt sætte prisen lidt op på taxameteret.

Men jeg skal også passe på, jeg skal jo gerne beholde kunderne, siger Lars Nielsen.

Han har ikke lavet konkrete beregninger på, hvad de stigende brændstofpriser betyder for økonomien.- Jeg har ikke regnet på det. Det koster jo, hvad det koster, siger han.

Fælles for både Cimbrer Bilerne og Gunnars Taxi er, at de står i en svær balance mellem stigende omkostninger og hensynet til kunderne.

Hvis brændstofpriserne fortsætter med at stige, kan det blive nødvendigt med prisjusteringer eller nye forhandlinger af eksisterende aftaler.

Men kunderne kan bare sig nej tak, og derfor håber vognmændene på en afslutning af krigen i Iran og mere stabile tider.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"