Efter fem måneders nedlukning glæder folk sig til at komme på cafe i Aars

Af Torsten Hansen, Onsdag, 21/04/2021 09:00

Bestillingerne vælter nærmest ind hos den populære Cafe 89 i Himmerlandsgade

AARS: Der er ingen tvivl om, at borgerne i Aars har en uforløst trang til at komme ud på cafe og restaurant. I dag onsdag bliver det igen muligt efter cirka fem måneders nedlukning.

- Vi har over 100 bestillinger alene til onsdag, siger en glad Erol Antonia Dogru, direktør for Cafe 89 i Aars.

Derfor ved de, at de får travlt.

De mærker ikke problemer med, at folk skal kunne vise corona-pas, hvis de vil sidde indenfor, og i det hele taget skal bestille bord på forhånd.

- Men vi har mange der spørger til, hvordan ser situationen ud, hvad skal de og hvad må de, forklarer Erol Antonia Dogru.

- Vi kan mærke, at folk er glade, og har savnet at komme ud, fortsætter han.

Selv har han og personalet også glædet sig til at komme rigtig igang igen.

Behovet for at komme på cafe blev tydeligt for avisens udsendte. På under ti minutter kom fire forbi og spurgte, om de kunne købe en kop kaffe eller en burger. De kaffetørstige blev hjulpet med en kop "take away" kaffe, mens de øvrige måtte vente til åbningen i dag onsdag.

Take away har fungeret for Cafe 89.

- Det har været ok, men det er bedre at kunne holde åbent, forsikrer Erol Antonia Dogru.

Cafe 89 er klar med både udendørs og indendørs servering. Ude er der købt nye stole, og inde er der lavet renovering i form af nyt gulv og ny maling. Også menukortet har fået enkelte nye retter.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"