Emil Avlskarl Christensen, tv, og Claus Høgh Sørensen ved basen på Markvænget i Aars, som grundet travlhed i CHS Byg endnu ikke står helt færdigt.
Ejerskifte i god tid i Aars firma
Af Ture Damtoft, Onsdag, 21/01/2026 07:00
AARS: Grundlæggeren af CHS Byg er Claus Høgh Sørensen, og selvom han kun er 52 år, er der gang i et ejerskifte i entreprenørfirmaet med base på Markvænget i Aars.
Den tidligere arbejdsmand Emil Avlskarl Christensen har købt 25 pct. af firmaet, og holder planen, har han købt det hele om otte år.
Claus Høgh Sørensen grundlagde CHG Byg i september 2001, og har gode faste kunder og 13 ansatte.
I løbet af årene har der været 8-9 lærlinge, og flere er kommet tilbage for at arbejde for mester.
Med et 25 års jubilæum til efteråret er han godt tilpas med at se sin tidligere arbejdsmand, så kloakmester, ven og nu kompagnen gradvist overtage roret.
- Det føles godt. Jeg er tilpas med det, og vi er enige om det. Jeg ville gøre det i tide og ikke bare vente. Jeg ville også holde på Emil, og vi har snakket om det i flere år men skulle lige være helt sikre, siger Claus Høgh Sørensen i lageret og værkstedet på Markvænget.
Den helt nye kontorbygning skulle have stået færdig til julen 2025, men der har været lidt for travlt til at blive færdig.
En situation den nye medejer har prøvet før, og han har med egne ord haft langt flere arbejdstimer end skoletimer.
Men i 2017 manglede den dengang 19 årige arbejde og fik et tilbud, han mildest talt ikke har fortrudt.
- Claus ringede og spurgte, om jeg var interesseret. Det var jeg så, og med tiden fik jeg lidt mere ansvar og kom med i projekteringen. Claus havde foreslået uddannelsen til kloakmester, og det begyndte jeg at spekulere over tog den så på AMU Nord. Så begyndte jeg at tænke på at blive selvstændig, og det snakkede jeg også med Claus om. Det var lidt løst i begyndelsen, men siden vi begyndte at tale alvorligt om det med andele og pris, var jeg sikker på, det var det rigtige, siger Emil Avlskarl Christensen.
Forhandlingerne har ikke været svære, er de to enige om.
For de har altid haft et godt forhold, og er blevet gode venner, der for eksempel tager på jagt sammen.
De næste år bliver ejerskabet gradvist overtaget en den lidt yngre generation, og det samme sker med den store erfaring, som grundlæggeren har.
- Det er nu, Claus er god at sparre med, og jeg skal også lære økonomi og regnskab, og det tager tid. Det har vi heldigvis med den måde, vi har valgt at gøre det på, siger Emil Avlskarl Christensen.
- Vi fremtidssikrer virksomheden på den måde, og det betyder selvfølgelig noget for mig men også for de ansatte og vores kunder, for med Emils overtagelse er CHS Byg her også, når jeg engang stopper, siger Claus Høgh Sørensen.
Ordet er dit