Elever i Aars blev klogere på job og muligheder
Af Ture Damtoft, Onsdag, 29/04/2026 07:00
AARS: Eleverne i 8. klasse på Østermarkskolen havde arbejdet hårdt for at kunne byde forældrene velkommen til jobmesse forleden.
Efter erhvervspraktikken fik de i en temauge til opgave at lære og fortælle om forskellige jobs i 18 brancher, hvor landbruget var næsten det eneste, som ikke var repræsenteret.
- Eleverne valgte selv brancherne og bagefter de erhverv, som de ville fordybe sig i. De har været på virksomheder for at lære om forskellige job og skaffe materialer til deres stande. De har også brugt Gundestrupgaard, hvor de f.eks. har lavet plakater med hjælp af kunstig intelligens, fortæller Ida Plovbøl Pedersen, der er vejleder ved Ung Vesthimmerland.
Op til jobmessen var der hektisk aktivitet for at få standene klar.
Der var fokus på transport og logistik, IT, skønhed og velvære, bager og konditor, militær og maskiningeniør.
Ikke alle steder er forberedelserne igang, for nogen er klar.
To af dem er Kamilla Møller Breijner og Lea Riis Hannesbo, som havde valgt jordemoderfaget. Ikke fordi de var sikre på, at de ville være jordemødre, men faget lød spændende.
På standen sad de klar med graviditetstest, pjecer til gravide og urinprøver - som heldigvis var æblejuice.
Og gæsterne på standen blev udsat for en quiz med 10 spørgsmål om alt fra, hvad en epidural er, til hvad det betyder, når vandet går. Seks eller flere rigtige svar udløste en gevinst i form af et stykke chokolade.
- Det har været meget spændende at lære om de forskellige brancher, og at lave det på en anden måde, siger de to samstemmende om temaugen.
I køkkenet var en gruppe elever igang med at forberede maden, for der blev serveret en buffet for forældrene.
Både den og de mange stande fik stor ros af forældrene, som også gjorde et pænt indhug i jordemødrenes chokolade.
Engagementet har i hele ugen været i top for hele 8. årgang, fortæller lærer Janni Gatten.
- Når eleverne får ejerskab over deres helt eget projekt, bliver det lige pludselig fedt for dem, og de vokser et par centimeter, når andre anerkender deres arbejde. De har selv valgt et job og fundet en lokal virksomhed, som kunne hjælpe, så eleverne har både lært noget nyt og fået et større lokalt kendskab. Og så skal virksomhederne have en stor tak. Hvis ikke vi havde lokalsamfundet, ville vi slet ikke kunne lave sådan en temauge, siger Janni Gatten.
Ordet er dit