Elsebeth fra Blære er indstillet som Årets Nordjyde

Af Torsten Hansen, Lørdag, 26/09/2020 07:00

Elsebeth Skadhauge har altid gået forrest, når der skulle ske noget i Blære

BLÆRE: I Blære er alle klar over, at Elsebeth Skadhauge er en person der altid ønsker at gøre noget for byen. Hun har gennem mange år været primusmotor i utallige projekter og en ildsjæl for byen. Hendes engagement rækker også ud over Blære.

Derfor er det ikke overraskende, at hun er blevet indstillet til prisen "Årets Nordjyde".

Hun er kommet mellem de fem finalister, og nu er det op til nordjyderne at stemme på deres favorit.

Spørg ikke efter hvad din Landsby kan gøre for dig, men hvad du kan gøre for din Landsby. Et ordsprog som Elsebeth Skadhauge har levet op til og realiseret i Blære igennem snart 25 år.

Elsebeth Skadhauge har en evne til at tænde en fakkel, der giver mennesker omkring hende lys i øjnene og en tro på at tingene kan lykkedes. Hun tænder den glød, der i sidste ende er med til at forme den hverdag, som vi alle er en del af.

Elsebeth Skadhauge arbejder på Blære Friskole, en skole som er hendes hjertebarn. Hun lægger hele sin sjæl i, at børn og unge får de bedste forhold til at udvikle sig i. At de får en god dannelse og redskaber til at klare sig videre i livet.

Ved siden af sit arbejde på Blære Friskole er hun en ulønnet frivillig ildsjæl der utrætteligt og begejstret formår at gennemføre det ene store projekt efter det andet. Hun forstår at inddrage både børn, unge og ældre i alle de projekter der er blevet gennemført i Blære. Alle har noget at bidrage med som Elsebeth siger. Det er også det der er med til at skabe det store fællesskab, som er altafgørende for sammenholdet og udviklingen af Blære og Omegn.

Elsebeth Skadhauge har sat et aftryk i manges liv.

- Ved at give Elsebeth din stemme er du samtidig med til at hylde de ulønnede, frivillige ildsjæle der er i hele Danmark, siger Gitte Brændstrup, Blære, der har været med til at indstille hende.

Elsebeth Skadhauge er en person der tænker fornyelse og udvikling. Hun ser værdien i at bo og leve i en af landsbyerne i Danmark.

Man kan godt tillade sig at sige, at alle landsbyer ligger hende på sinde, derfor er hun også repræsenteret i Landsbyudvalget i Vesthimmerlands Kommune.

Hendes arrangement rækker langt ud over Blæres grænser. Nogle af de projekter Elsebeth Skadhauge har medvirket til etableringen af er Blære Multicenter, Blære Friskole, Sløjfeparken, bålhytte/shelters og naturlegepladsen. Alle disse projekter bliver flittigt benyttet af folk fra hele Nordjylland.

Der vises et program om Elsebeth Skadhauge i TV2Nord 1. oktober, der har man også muligheden for at afgive sin stemme.

Kommentarer
Lars Erik Jepsen

hun er en super pige... Lars Jepsen......................................

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"