En festdag for cyklisterne mellem Sønderhom og Frejlev

Tirsdag, 08/09/2009 23:45

I den forløbne weekend blev den længe ventede cykelsti mellem Frejlev og Sønderholm indviet. En cykelsti der har været ønsket siden 1970’erne, hvor borgerforeninger, husmoderforeninger og skolebestyrelser alle sammen har haft dette på ønskelisten. Lokale valgte byrådspolitikere og borgere i lokalområdet lagde dog i 1984 et enormt pres på for at få en cykelsti. Bl.a. mødte op mod 2500 borgere op til protestmarch – den største folkelige protest i områdets historie.
Derfor var indvielsen af cykelstien en sand festdag for lokalområdet, hvor i omegnen af 200 personer havde taget imod invitationen fra Aalborg Kommune, samt borgerforeningerne i hhv. St. Restrup, Frejlev og Sønderholm om at indvie den nye cykelsti. 
Således skulle der både klippes rødt bånd i både Frejlev og Sønderholm.
Tidligere viceborgmester Edgar Christensen, en af de lokale patrioter både på det personlige og politiske plan i forhold til oprettelsen af cykelstien, klippede snoren over i Sønderholm i overværelse af byrådsmedlem Elin Møller (S). I Frejlev klippede, den lokalvalgte byrådspolitiker, Mads Sølver Pedersen (V) snoren over. Efter snorene var blevet klippet drog cyklister og personer til fods til St. Restrup, hvor Friskolen dannede rammen om en fest for de fremmødte samt en officiel indvielse ved rådmand for Teknik- og Miljøforvaltningen, Mariann Nørgaard (V).
Vejret var med de fremmødte, som i solskinsvejret kunne høre formand for St. Restrup landsbyforening Gunnar Jensens velkomsttale. Der blev ikke lagt skjul på den glæde det var, at lokalområdet nu havde fået sin cykelsti. Samtidig blev det også fastslået, at der forsat skal arbejdes på at få etableret det sidste stykke fra Sønderholm forbi Sønderholm Skole og til Ny Nibevej. 
Rådmand Mariann Nørgaard (V), holdt herefter både tale og klippede det sidste røde bånd, som markerede den officielle indvielse af cykelstien. Den lokalt valgte byrådspolitiker, Mads Sølver Pedersen (V), stod på talerstolen som den sidste taler. Han lagde ikke skjul på, at det var en fornøjelse, at være en del af de politikere der har arbejdet med få cykelstien etableret. Samtidig blev det også af Mads Sølver Pedersen slået fast, at han blot var én af mange lokale politikere, som har haft dette ønske højt på dagsordnen.
Efter talerne var Aalborg Kommune vært ved pølser, brød og drikkevarer. Her gik snakken lystigt, hvor et af spørgsmålene, blandt mange af de fremmødte borgere, som blev debatteret, på denne festdag, var det sidste stykke af cykelstien, som »mangler« fra Sønderholm og til Ny Nibevej, og hvor netop Sønderholm Skole ligger.
Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"