En god fornemmelse efter Matchday i Aars

Af Ture Damtoft, Onsdag, 29/05/2024 08:15

AARS: Stemningen var helt i top og vejret næsten bedre til Matchday hos Aars Idrætsklub.

De hundreder af spillere og nok et par tusind gæster i løbet af arrangementet fik en herlig dag, hvor fodbold og fællesskab var i højsædet.

- Det gik fremragende. Først og fremmest var det stemningen, som vi er meget tilfredse med. Udover kampene var der mange, som blev hængende og så de andre hold, og der blev handlet godt i boderne. Ungerne legede og hyggede sig og så fodbold, og det forløb, som vi havde håbet med rigtig mange besøgende, siger centerleder Simon Lyngsø.

Der var p-vagter til at dirigere, og foran Sparekassen Danmark Arena havde Aars Idrætsklubs mange sponsorer parkeret biler og lastbiler som blikfang, hvor den store maskine fra Vesthimmerlands Skovservice især tog en del plads og opmærksomhed.

Ved klubhuset var borde og bænke fyldt af gæster, og to hoppeborge var også i konstant brug.

Det samme var både den ægte og den kunstige grønsvær, og når en dreng eller pige fra Aars scorede, var jubelbrølet næsten lige så stort som til førsteholdets kampe.

- Vi holder matchday for at skabe et kæmpe sammenhold og vise, at alle er en del af fodboldklubben. Nogle gange kan klubben virke lidt tom, når der er kampe spredt ud over hele ugen, og derfor samlede vi vores hjemmekampe for at have en dag, hvor alle var med. Også for vores sponsorer, så de kan vise flaget, og for at vise vores baner og omklædningsrum frem. Jeg var glad for at høre modstanderne rose vores forhold herude. Når vi går i vores egen lille boble, tænker man ikke altid over, at vi har gode faciliteter, siger Simon Lyngsø.

Der var også et par gæstende hold, som fortalte ham, de ville se på at arrangere noget lignende i deres klubber.

- Jeg håber for fodboldens skyld, at det her er noget, vores hold også kan komme ud til. Det er en stor oplevelse for både børn og forældre, og vi sidder tilbage med en dejlig følelse. Vi skal lige have evalueret, men jeg tror godt, jeg kan sige, vi gør det igen til næste år, siger Simon Lyngsø.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"