Erhvervsskolerne Aars overtager Hobro uddannelser

Af Ture Damtoft, Onsdag, 15/01/2020 13:16

Erhvervsskolerne Aars overtager Hobro uddannelser

AARS: Børne- og Undervisningsministeriet har netop givet sin forhåndsgodkendelse til, at Erhvervsskolerne Aars fusionerer med Tradiums afdeling i Hobro.

Det betyder, at Erhvervsskolerne Aars fra 2020 tilbyder en "2-byskole-model" i Aars og Hobro, der skal imødekomme de unges behov for erhvervsfaglig ungdomsuddannelse med høj kvalitet og lokal forankring.

Med tilbagevirkende kraft fra den 1. januar 2020 er det Erhvervsskolerne Aars, der står for at drive og udbyde de erhvervsrettede ungdomsuddannelser, som indtil nu har været drevet af Tradium.

Uddannelserne er den gymnasiale ungdomsuddannelse HHX og erhvervsuddannelsen EUD/EUX business.

Overtagelsen sker for at sikre et fremtidigt komplet udbud af ungdomsuddannelser i både Aars og Hobro. I praksis er det Tradium, der udspalter hele sin afdeling i Hobro inkl. bygninger, medarbejdere, elever, godkendelser mm. og overdrager til Erhvervsskolerne Aars.

Erhvervsskolerne Aars har i dag ca. 1050 årselever, mens den udspaltede afdeling i Hobro pt. har et aktivitetsniveau på lidt over 150 årselever.

I Himmerland kan unge være udfordret af lange rejsetider, og fusionen medvirker til, at der er et bredt udbud af uddannelser i geografisk nærhed.

- Den nærhed, vi kan lægge i udbuddet, vil komme eleverne til gavn. Vi er i vores DNA en himmerlandsk institution, der er gode til at drive erhvervsfaglig ungdomsuddannelse af høj kvalitet i et oplandsområde, og vi kender til de udfordringer, der kan være forbundet hermed. Dem er vi gode til at tackle og vende til vores fordel. Det vil man også kunne mærke, når vi overtager uddannelserne i Hobro, siger Ulf Givskov Bender, direktør for Erhvervsskolerne Aars.

I forbindelse med fusionen forventer Erhvervsskolerne Aars at foretage et navneskifte.

I december 2019 blev det offentliggjort, at Erhvervsskolerne Aars vil kunne tilbyde den fulde tømreruddannelse, og fusionen med uddannelserne i Hobro er dermed endnu et tegn på, at direktøren, personalet og eleverne gør noget rigtigt i Aars.

Læs mere i Aars Avis onsdag...

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"