Et festfyrværkeri af kunst udstilles i Aars

Af Thorkil Christensen, Søndag, 12/10/2025 16:03

AARS: Vesthimmerlands Kunstforening slog søndag eftermiddag dørene op for efterårsudstillingen i Per Kirkeby-salene på Vesthimmerlands Museum i Aars.

Der er tradition for denne udstilling, som i år har 13 kunstnere med, som arbejder med maleri, skulpturer, foto, keramik, bronze, vævning, naturmateriale, tusch og granit.
Det er derfor en meget alsidig udstilling som blev åbnet af museumsdirektør, cand. mag. Anne Birgitte Jessen, Aars. Hun betegnede den som et festfyrværkeri af kunst, hvor man som beskuer kan undres, og  hvor der er mulighed for at fordybe sig i teknikker og materialer.
- Kunst og kultur kan give tid til fordybelse. Kunst kan få os til at tænke - og kan sætte gang i refleksioner, som man derefter kan tale om. I en tid, hvor vi har travlt er det med en gang imellem at stoppe op og tage fordybelsen med os som en modvægt. “Slow Looking Fashion” med spot på et enkelt værk eller en gruppe er oppe i tiden og er med til at få motiv, farver og detaljer til at sætte tankerne i gang. Det er et udtryk for en følelse eller stemning, så derfor - giv jer god tid, udvælg et par værker, se indgående på dem og sæt tankerne igang. På den måde opstår dialogen mellem værk og beskuer, sagde Anne Birgitte Jessen.
Kunstforeningens formand, Lise Dolleris, Farsø, havde forinden budt velkommen og præsenterede kort kunstnerne, som alle er særligt udvalgte til efterårsudstillingen.
Efter Anne Birgitte Jessens tale var der sang og musik med relation til efteråret ved Mette Dam og Brian Svendsen fra Sangkraft Vesthimmerland.
Kunstnerne i år er: Adam Å. Bengtsson, maleri, Rie Brødsgaard, maleri, Flemming Gade, foto, Nina Hansen, keramik og bronze, Marianne Helstrup, maleri, Zune Holm, maleri, Lene Abildgaard Knudsen, vævning og naturmateriale, Janne Nørfeldt, skulptur, maleri og vægtæpper, Javier Pa¨nos, maleri, Marianne Stenberg, tush, Niels Steen Sørensen, maleri, Steen Thomsen, granit/skulptur og Anna Wöhlk, maleri/collage.
Udstillingen varer året ud.
 
 
Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"