
Jakob Vium Dyrman i valgcafeen i Messecenter Vesthimmerland, omgivet af fra venstre byrådskollegaen Asger Andersen, borgmester Per Bach Laursen, Vesthimmerland og med ryggen til, borgmester Jesper Greth, Rebild. I baggrunden Karl Laustsen, og Peder Møller Lauridsen, Aars.
Et flot EU-valgresultat for lokale Jakob Dyrman
Af Thorkil Christensen, Onsdag, 12/06/2024 07:00
AARS: Selv om det ikke førte til en plads i Europa-Parlamentet, så opnåede Venstres lokale kandidat i Nordjylland, Jakob Vium Dyrman, Aars, alligevel et flot resultat ved valget i søndags.
Og det var da også en træt Jakob Dyrman, der dukkede op på valgstedet i Messecenter Vesthimmerland i Aars ud på aftenen, efter stemmerne var talt op, og de foreløbige resultater fra afstemningsstederne i Himmerlandskredsen begyndte at tikke ind.
Venstre fik gennemgående et bedre valg end forventet efter den senere tids nedture.
Forventningerne om en plads i Europa-Parlamentet var heller ikke skruet for højt op hos Jakob Dyrman, men han var naturligvis spændt på både Venstres samlede resultat og hvordan hans eget personlige valgresultat ville blive.
På valgstedet i Aars, som med ca. 7000 stemmeberettigede, var det største i Vesthimmerlands Kommune, og hvor 54,9 pct. afgav stemme, blev bunkerne med stemmesedler med kryds ved Jakob Dyrman eller Venstre større og større som optællingen skred frem. Sådan var det også på flere af de øvrige valgsteder i kommunen.
I alt blev det til 2106 personlige stemmer i Himmerlandskredsen til Jakob Vium Dyrman, der blev nummer fem i sit parti.
- Jeg er meget taknemmelig og glad for den opbakning. Det synes jeg er helt fantastisk og mit hold skal have en kæmpe tak, siger Jakob Dyrman.
Tibage i skolen
Valgaftenen var kulminationen på en lang periode med valgmøder i Nordjylland som Jakob Vium Dyrman har deltaget i, og han lagde søndag aften ikke skjul på, at det har været hårdt, og at han nu glæder sig til ferie med familien når den tid kommer.
Men først gælder det Jakob Dyrmans civile job som underviser på Vesthimmerlands Gymnasium i Aars. Søndag var han igang med undervisningsforberedelser og mandag morgen gik det løs på gymnasiet igen, idet han står overfor at skulle føre sine elever op til eksamen.
Glæder sig til ferie
- Og derefter, når vi kommer forbi 23. juni bliver det godt med en ferie, som i år går til Italien. Den er meget tiltrængt. På en skala fra et til 10 er vi på 11, sagde Jakob Dyrman sent søndag aften i valgcafeen i Messecenter Vesthimmerland i Aars.
Når den ældste datters studenterhue er fejret og den velfortjente ferie overstået gælder det fremtiden, og Jakob Vium Dyrman vil ikke afvise, at han stiller op igen.
- Det er svært at svare på nu og her, men valgkampen har ikke givet mig mindre blod på tanden. Det har været vanvittig spændende og en helt fantastisk og lærerig rejse.
Nu ved man hvilke knapper, der skal trykkes på for at gøre det bedst muligt. Men i virkelighedens verden gælder det om, at man stiller op i partiet for at blive kandidat igen. Der kan komme andre på banen, men jeg har bestemt ikke mistet modet, siger Jakob Dyrman.
Ordet er dit