Få smagt på Aars og hele Himmerland

Af Ture Damtoft, Torsdag, 29/08/2019 14:49

AARS: Når butikkerne i dag torsdag, 29. august holder åbent til klokken ti er der ikke kun gode tilbud at hente i butikkerne.

Himmerlandsgade vil også være godt fyldt op af masser af boder, hvor man kan få sig en smagsprøve på alt fra frilandsgrise til brændte mandler.

Et af højdepunkterne må være de lækre søde sager, som Sara Mols Græsborg giver smagsprøver på. Hvis man ikke har fundet ud af det endnu, så var hun en af deltagerne i Den Store Bagedyst i 2018.

- Jeg står lige nu og har dej i foodprocessoren, og har lige plukket hindbær i haven og skal til at pynte kagerne, siger en meget travlt optaget tidligere bagedyst deltager.

Hun laver seks forskellige slags kager, og der er 150 cookies, som det er tanken at børn og unge og barnlige sjæle skal lave emojis på.

- Så kan de jo sende et billede af deres emoji-cookie til deres venner og få noget sødt at smage på, siger Sara Mols Græsborg, der har holdt sig til så lokale råvarer som muligt - for det er jo smagen af Himmerland, som er temaet.

- Så jeg har brugt hindbær, brombær og havtorn, og nu skal jeg lige ud og plukke nogle rabarber. Så håber jeg, der kommer en masse mennesker, og at de tager deres børn med, siger Sara Mols Græsborg og er allerede ude i haven for at plukke rabarber, mens hun snakker med journalisten.

Hun begynder at stille op ved fem-tiden, og det hele skal stå klart klokken 18, hvor man så kan komme og smage på lækkerierne.

- Min datter og nogle af hendes veninder fra Haubro Friskole kommer heldigvis og hjælper, og jeg har ikke stået stille hele dagen, slutter Sara Græsborg.

Hun var også med ved DM i floorball i Haubro i maj, hvor både hendes kager og sandwiches ikke bare så indbydende ud men også blev revet væk. Om nogle få timer har alle i Aars og byens gæster nu mulighed for at smage værkerne fra mesterbagerens køkken.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"