Færre bøger og mere praktik i Hornum

Af Ture Damtoft, Tirsdag, 20/04/2021 14:18

Elever samles i nyt undervisningstilbud

HORNUM: Eleverne, der kommer fra hele Vesthimmerlands Kommune, er ikke i tvivl.

EUD klassen på Hornum Skole er meget bedre for dem end almindelig skolegang.

Fælles for dem er, at de ikke trivedes med den store fokus på boglig læring og ville have mere praktisk undervisning.

EUD står for Erhvervs Uddannelse og er et tilbud til de større elever i 8. og 9. klasse – og i enkelte tilfælde yngre.

I alt 22 elever fordelt på to årgange er kommet i EUD klassen, som blev startet op i 2020 med elever, der kommer fra skoler i hele kommunen.

En af dem er Andreas Miskov på 13 år, der kommer fra Vandsted i den østlige del af kommunen. Han har ADHD, og på den tidligere skole er der engang imellem blevet kastet stole gennem klasseværelset.

Det er slut nu takket være lærernes og pædagogernes hjælp.

- Det er blevet godt. De har meget tålmodighed, og det gør bare meget. De forstår vores problemer og hjælper os med dem, siger Andreas Miskov, der også arbejder på to gårde med kyllinger og køer.

Han vil arbejde i landbruget, og derfor passer den praktiske tilgang på EUD ham meget bedre end at skulle læse en masse bøger.

Klassekammeraten Jonas Knudsen, 15 år, og fra Skivum vil være maskinmekaniker. Gennem EUD har han allerede stiftet bekendtskab med tømrer og smedefaget, og tilbuddet om EUD klassen kom ikke en dag for tidligt.

- Jeg var bare træt af almindelig skolegang og kunne ikke med tre af mine lærere. En normal lærer ved det hele, og det skal gå så hurtigt. Her tager de sig tid og forklarer tingene, når man har brug for det, og det går de også i værkstedet, siger Jonas Knudsen.

 

Som på arbejdsmarkedet

Den fleksible tilgang er hele grundstenen i tilbuddet, som pædagogisk leder Henrik Bygholm fortæller.

- Vi finder en løsning, der passer til hver elev. Gruppen følges ad, men vi finder en løsning, hvis det passer til eleven.

Vi har f.eks. en elev i praktik hos en smed om fredagen, selvom det er en skoledag. En pige er i praktik hos en bager, fordi hun vil være bager, og så giver det mere mening, hun er der frem for i skolen, hvis det passer til arbejdspladsen, siger Henrik Bygholm.

Der er også skruet ned for antallet af fag og prøver. Der undervises i dansk, matematik, engelsk og fysik/kemi, og der er kun prøver i de tre første. Men der er stadig krav til eleverne. Især dem som alle på arbejdsmarkedet skal leve op til.

- De skal gøre som på en arbejdsplads. Møde op og møde til tiden og ikke diskutere alt. Nogen af dem har måske haft en vane med hele tiden at skulle stille spørgsmål til det, læreren siger. Det går bare ikke på en arbejdsplads, der gør man, som der bliver sagt, og det skal de lære. Selvfølgelig indenfor rimelighedens grænser, siger Henrik Bygholm.

Og så behøver eleverne ikke nødvendigvis vide allerede nu, hvad de gerne vil lave.

Det gør 15-årige Christian Niss ikke, men han sætter pris på at få lov at prøve sig frem.

- Det er nyt og spændende. Du er ude og prøve noget og lære om f.eks. tømrerfaget.

Vi er derude for at finde ud af, hvad vi vil. Og så er der mindre stress og præstationsangst her. De ser mest på mødestabiliteten, og jeg kan allerede mærke, at det gør noget med det praktiske på HEG. Jeg vil ud og lave noget, siger Christian Niss.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"