Fagmessen Agro Nordtrak fulde huse til Aars

Af Ture Damtoft, Onsdag, 13/03/2019 08:01

Interesse for bedre pladser fra udstillere tegner godt for 2020

Med over 5000 besøgende og et fyldt Messecenter Vesthimmerland blev Agro Nord årgang 2019 til den forventede succes.

Fagmessen i Aars tiltrækker hvert år professionelle aktører fra hele landet, og det var en meget fornøjet direktør for messecenteret, som Vort Landboblad talte med på dagen.

- Det er jo en meget specialiseret fagmesse for mælkeproducenter, men så kommer alle deres samarbejdspartnere og andre landmænd for at se på og få talt med hinanden. Vi får selvfølgelig ikke de nøjagtige oplysnigner om, hvor meget udstillerne har fået soglt eller hvor mange kontakter, de har fået skabt, men den generelle tilbagemelding er, at de var godt tilfredse. Der var en del, som meldte ind, at de er klar til næste år også og gerne vil have en bedre placering. Så der er kamp om de bedste pladser, og det er jo nok fordi, udstillerne kan mærke, at Agro Nord er en af de messer, hvor man kommer i tæt kontakt med kunderne, siger Brian Otte.

I Hal1 var der maskinudstilling og andre samarbejdspartnere som dyrlæger, forsikringsselskaber og ikke mindst foderforhandlere, mens Hal2 var helliget ringen til at vise de flotteste pragteksemplarer af malkeracekøer.

I Hal3 var der så klargøring af køerne, hvor gårdejer John Toft og medhjælper var igang med de sidste forberedelser af Holstein-koen med det mindre mundrette navn Tastum McC I’m Attractive-ET, der blev Grand Prix Champion på Agromek 2018.

Det sidste finish

- Der er vel altid lidt nerver på. Vi har to en halv time, til vi skal i ringen. Hun er blevet vasket flere gange i bunden, og nu skal vi lige have trimmet hårene henad rygraden for at give det sidste finish, fortæller John Toft, der desværre ikke kunne rejse hjem med præmien for bedste ko i denne omgang.

Udover lidt problemer med urolige køer i ringen,som lige skulle indfanges igen, forløb dagen uden problemer. Desværre var det ikke helt tilfældet til auktionen, hvor seks dyr skulle under hammeren.

Arrangørerne havde gjort deres for at skabe stemning. Der var lys-show og Heidi-piger som skænkede fadøl op til gæsterne. Så stemningen var god, men det var buddene desværre ikke helt.

- Tre af dem kom ikke over mindsteprisen, som lå på omkring 15.000 for den billigste. Så der har været tilbagegang på auktionsdelen i Agro Nord. Rekorden var omkring 200.000 kroner for en ti år siden, og der kommer vi nok ikke op igen. Men der er en lidt hyggelig stemning med en god auktionarius, og forhåbentlig får han trukket flere bud ud af gæsterne til næste år, siger Brian Otte.

Trods de tre usolgte avlsdyr var både han og formanden for Agro Nord, Oluf Bøgh, meget tilfredse. Dog kom formanden med en lille opfordring til Vesthimmerlands Kommune om parkeringsforholdene.

- Der var fyldt op i hallerne, og vi kan ikke være flere. Nu mangler vi så, at kommunen får asfalteret det sidste stykke med græs, for det blev kørt helt op og var træls at gå i. Ellers har jeg ikke hørt andet, end at folk var godt tilfredse, og det er jeg også. Det var godt det ikke regnede, for så kunne man ikke få sået i marken, og så kom de jo nok til Agro Nord i stedet for. Den nye konkurrence for bedste yver, synes jeg, var god. Det er jo det, som vi mælkeproducenter har fat i hver dag, og så er der altid megen kollegial staldsnak på Agro Nord, siger Oluf Bøgh, der allerede glæder sig til 2020 udgaven.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"