Falck i Aars får behov for deltidsbrandmænd

Af Torsten Hansen, Onsdag, 05/01/2022 07:00

Ingen nytårsparole hos Falck på grund af Corona

AARS: Igen ved dette nytår blev den traditionsrige Falcks nytårsparole aflyst, årsagen er naturligvis forsigtighed i forhold til Corona-smitten.

Aflysningen betød, at de ansatte på alle landets Falck-stationer ikke måtte samles for at fejre nytåret.

Som et plaster på såret har beredskabsdirektør for Nordjyllands Beredskab Diana Sørensen sendt en nytårstale ud til alle områdets 36 stationer.

”En lidt utraditionel nytårstale bliver det i år - fordi ikke meget de sidste par år har været som det plejer, ej heller i Nordjyllands Beredskab.

Bliver stationerne spurgt til hvordan året har været aktivitetsmæssigt, vil svaret sandsynligvis være - ret stille. Men faktum er at starten på 2021 var travl, desværre med mange alvorlige dødsbrande og ulykker med dødelig udgang. Vi ved, at dette desværre er en del af opgaven som redningsberedskab, men det bliver aldrig nemt. At hjælpe andre og gøre en forskel er helt afgørende for et beredskab, og når vi må konstatere, at det ikke er muligt, så skal der bruges tid og samtale på at blive klar igen. Samtidig minder det os om, hvor vigtigt et job, vi som beredskab udfører og jeg bliver utroligt stolt over, at vi hver dag melder klar til nye opgaver uanset størrelse eller indhold. Status her på året sidste dag er, at antallet af opgaver i 2021 var på 2929 opgjort pr. 29. december 2021 mod 2911 i 2020. Foruden de alvorlige dødsbrande og dødsulykker husker vi året for flere større industribrande i bla. Thisted og Hobro, samt flere helt specielle opgaver som redningsindsats i brønd, mistænkelig boks med ukendt stof samt lastvogn tabt fra færge. Redningsindsatsen i brønden udløste Sophus Falcks mindelegat til brandmanden fra Løgstør, som blev sendt ned i brønden.”, skriver Diana Sørensen. Adspurgt til lokale tal lyder svaret, at der har været 118 udkald i Aars og 50 i Aalestrup.

Stationsleder Kim Sigsgaard, Falck Aars har mere uddybende tal for året der er gået. Ud af de 118 alarmer er 50 ABA, Automatisk Brandalarm. Dertil kommer 16 bygningsbrande, fem naturbrande og ni øvrige typer brande. De øvrige opgaver omfatter færdselsuheld, forurening og forskellige former for assistance.

- Tallet ligger nogenlunde som normalt, vurderer Kim Sigsgaard.

- Vi havde lidt flere udkald i den første del af året, men det udlignede sig, opsummerer han.

Falck i Aars tæller 15 ansatte, hvoraf de fleste er deltidsbrandmænd

- Vi har i øvrigt nogle der nærmer sig pensionsalderen, derfor kunne vi godt bruge en eller to mere, understreger han.

Behovet i Aars omhandler deltidsbrandmænd. Dem der deltager kommer gennem et uddannelsesforløb, så de er klar til opgaverne.

 

 

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"