Fantastisk søndag til Kimbrerfest i Aars

Af Ture Damtoft, Søndag, 07/09/2025 16:18

KIMBRERFEST: - Det med at have gratis adgang søndag, det tror jeg er kommet for at blive, sagde en meget glad, hæs, træt og stolt Martin Dahl på vegne af Kimbrerfestkomiteen.

Anlægget i Aars summer af liv både på food-court, terrassen, tivoli, bænke og ikke mindst i revyteltet, hvor man lige kan nå den sidste omgang for dette år, når skuespillerne igen går på scenen 16.30. 

Dagen begyndte som altid med optoget anført af Kimbrergarden og fulgt af de tidligere Årets Kimbrer og så 15 andre forskellige indslag fra foreninger, butikker, politiske partier og ikke mindst en stor skare af de frivillige samt Johnny Haugaard, som i vinter og i foråret lavede de fantastiske udstillinger. 

Årets Kimbrer 2025 blev Per Nyborg for sin store frivillige indsats i Aars IK gennem mange år og i mange roller.

- Da jeg flyttede til Aars sidst i 1980erne, kom jeg ind i livet gennem Aars IK, hvor jeg fik mange gode venner. Det er det, foreningslivet kan. Tak fordi jeg må være frivillig, sagde Per Nyborg. 

Siden torsdag har der været over 20.000 gæster - og det uden at tælle søndag med.

- Det har været så godt. Vi har lavet en fest, og I har lavet den endnu større, tak for det, sagde Martin Dahl, inden han overrakte en buket til Tommy Hejlskov, der i år har været med til at arrangere Kimbrerfest i 25 år.

Læs mere i Aars Avis og se kæmpe foto album fra dagen på Aars Avis FB side. 

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"