Farvel til Crazy Daisy og Aars efter 18 gode år

Af Ture Damtoft, Lørdag, 15/02/2020 09:47

AARS: Michael Eiskjær håber på et helt fyldt hus i Crazy Daisy i aften lørdag, 15. februar når han takker farvel efter næsten 18 år som ejer af diskoteket.

Minderne vælter frem, når han tænker tilbage på alle de gode og meget få mindre gode aftener i Himmerlandsgades natteliv.

De helt store danske navne har stået på scenen, inden de blev berømte.

- Rasmus Seebachs første diskoteksjob var hos os, da han lige var kommet med "Engel", men jeg troede ikke rigtig på det. Så jeg bookede min ven Jon fra X-factor til at komme og varme op og trække folk til. Det er sgu lidt sjovt at tænke på nu, hvor Rasmus Seebach er blevet så stor. Jeg har også haft Medina, inden hun blev stor, og så gav Kato en intim-koncert, han stadig snakker om, når vi mødes. Der var kommet så meget sne, at der kun var 20 i publikum. Kato gav en koncert fo dem, og så kunne de jo virkelig få en oplevelse og høre, hvor sindssygt dygtig han er, siger Michael Eiskjær.

Han morer sig også lidt over tanken om, at der har været torsdags-strip omkring 800 gange, og det eneste negative ved de 18 år har været slagsmål.

- Men ikke om stripperen, griner Michael Eiskjær.

Nu er det så slut, og han har solgt Crazy Daisy til ejeren af diskotek Buddy Holly i Hobro.

- Det har været sjovt, men tiden er rendt en smule fra mig. Jeg har fået børn og er blevet lidt ældre, og så er det ikke så fedt at skulle til langt ud på natten i weekenderne. I aften giver vi den gas, og jeg sender en kæmpe tak til alle gæsterne, personalet og dem, som har givet live-musik, siger Michael Eiskjær.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"