FC Beton Soccer Camp er i gang

Onsdag, 05/08/2009 10:17

Bolden ruller for alvor ved FC Beton soccer camp, på St. Restrup Idrætsforenings boldbaner i Frejlev. En fodboldskole, som blev udsolgt på blot tre uger allerede tilbage i marts måned. Derfor var flere spillere kommet på en venteliste, som i dagene op til fodboldskolens afholdelse fik endelig besked om at de også kunne deltage. Det var nemlig blevet besluttet at udvide deltagerantallet, så alle interesserede ville få mulighed for komme på fodboldskole. Derfor kunne hele 163 forventningsfulde drenge og piger mandag morgen møde op til første dag på ”fodboldskole-bænken”. Her venter der dem en spændende uge i fodboldens tegn, hvor temaerne, over ugen bl.a., er »Bolden i centrum« og »Fodbold og leg«.
Hver spiller fik ved mandagens start på fodboldskolen udleveret en pose, hvor i der var træningstøj og en bold. Hver træner og leder fik også udleveret tøj. Således skulle både fodboldskole-elev som lærer være klædt på til vejr og vind. Alt dette er sponsoreret af en lang række lokale virksomheder samt større forretninger i Nordjylland.
Fodboldskoledeltagerne er opdelt i aldersgrupper og køn, og det er op til de enkelte instruktører at få dagens program sammensat, efter fodboldskolens overordnede temaer. På den måde oplever hver gruppe af fodboldskoledeltager en speciel sammensat dag, lige netop tilrettelagt efter hver gruppes behov, evner og kunnen.
Ud over de sportslige værdier er sund kost og sammenhold også i højsæde under soccer campen. Derfor tilbydes hver enkelt deltager frisk frugt hverdag. Forældre passer klubbens kantine og laver sund mad til spillere, trænere og forældre. Klubben er ligeledes vært ved sociale arrangementer onsdag eftermiddag og fredag aften, hvor det skulle være muligt, at få stillet sulten og slukket tørsten – og efter sigende venter der de fremmødte en spændende overraskelse.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"