FDF store weekend i Aars

Af Ture Damtoft, Lørdag, 17/12/2022 08:00

AARS: Det flotte hvide lag sne på FDFs juletræer i Midtbyen bliver rystet godt af, inden kunderne skal vælge.

Måske står urt og busk i skjul i sne, men det gør to af de frivilliges knæ ikke.

Senior Aksel Petersen og 1. væbner Elias Bjerregaard vi begge have "isbjørnen-mærket". Det kræver lige fem år, hvor de kun går i shorts - også i en isvinter med ned til -18 grader som vi har haft i et par uger.

- Nej, jeg fryser egentlig ikke. Man vænner sig til det, siger Aksel Petersen, en af de omkring 25 friske frivillige FDFere, som hjælper kunderne med at vælge et træ og bringer det ud til dem.

- Det er godt at stå her, for vi får penge for det, siger 2. væbner Andreas Borg Larsen om tjansen.

Lønnen er ikke i kontanter men i gavekort til FDF sommerlejre.

Jo flere træer der bliver solgt, jo flere penge til FDF - simpel logik.

Men de får ikke helt så mange penge i kassen som sidste jul, for juletræerne er blevet dyrere, men FDF sælger til samme pris.

- Vi har givet lidt mere for træerne, men der er mange om buddet i Aars og omegn, så vi vil ikke sætte prisen op, så køber folk måske bare andre steder, siger bestyrelsesmedlem i FDF Henrik Ørsnes Christensen, der har stået for juletræssalget i 25 år.

Derfor ved han, hvornår salget topper, det er lige nu - weekenden inden jul.

- Vi sælger omkring 300 træer, og de 100 af dem er den sidste weekend inden jul. Der kommer familierne, og så får børnene lov til at vælge træet, som vi leverer nogle timer efter. Vi får nogle penge til FDF ud af det, og alle de frivillige får et godt tilskud til deres sommerlejr, siger Henrik Ørsnes Christensen.

 

 

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"