Fem havneforeninger bag aktivitetsdag

Onsdag, 27/05/2009 10:27

Havnens Dag har de senere år udviklet sig til en markering af fjordmiljøet, havnen og de aktiviteter man kan dyrke her.
Som tilfældet har været de seneste tre år, står fem lokale foreninger omkring Nibe Havn på lørdag igen sammen om at vise hvad de hver især beskæftiger sig med – eller rettere, hvad medlemmerne beskæftiger sig med. Alle er de fritidsforeninger: Nibe Kaaglaug, Nibe Baadelaug, Amatør- og Fristidsfiskerne, Nibe Roklub og Nibe Sejlklub – og alle har de et eller flere indslag at vise publikum gennem de fire timer, arrangementet står på.
Officiel åbning af 
Havnens Dag
Der er så småt ved at blive skabt nogle traditioner omkring den årlige Havnens Dag. Én af disse er, at den person, som er udset til at åbne arrangementet, landsættes ved havnen af et bådehold fra Nibe Roklub. Sidste år var borgmester Henning G. Jensen æres-styrmand på en lille rotur fra roklubbens hjemsted på »Mindet« til havnen. Turen foregik i den dengang 60-årige og nyrestaurerede 4-årers inrigger »NIBE«. Denne tur overgår i år Nibes lokale kunstner Thorvald Odgaard, som har påtaget sig jobbet at åbne Havnens Dag. Og mon ikke hans egen skulptur, den nærliggende »Fjordkonen« får et par ord med på vejen...
Masser af aktivitet
På området omkring Nibe Baadelaugs Værft ved jollehavnen vil foreningerne hver isæt vise hvad deres rolle er i forbindelse med havnen. Nibe Kaaglaug har specialiseret sig i bearbejdning af sild og andre fjordfisk til spændende retter. Endvidere fortæller Kaaglaugets folk om de gamle fiskerbåde og om sildefiskeriet. Amatør- og Fristidsfiskerne viser fiskeredskaber og fortæller om disse. Nibe Baadelaug åbner dørene til »Værftet« og til den helt egne stemning og kammeratskab der hersker her. Nibe Roklub viser både frem; såvel de traditionelle inriggere som små kvikke kajakker. Nibe Sejlklub viser brugen af joller og sejl.
Endelig er miljøskibet »Limgrim« lørdag på besøg i Nibe.
Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"