Fem kunstnere fylder foyeren i musikhuset

Af Thorkil Christensen, Fredag, 10/07/2026 10:46

En unik blanding af malerier og monotypi-tryk

AARS: Fem kunstnere fra Kunstgruppen Perlen deltager på en varieret billedkunstudstilling i foyeren hos Vesthimmerlands Musikhus Alfa i Aars.
Der vises en unik blanding af malerier og monotypi-tryk, hvor kunstnerne udfordrer sig selv og hinanden med vidt forskellige stilarter og motiver.
Udstillingen inviterer gæsterne ind i et levende billedunivers, hvor fornyelse og kontraster er i højsædet. Kunstnerne er Dorit Lykke Buus, Lisbeth Bundgaard, Lone Kjær, Mona Hering og Elisabeth Vedfald Klitgaard.
Det unikke ved netop denne udstilling er kunstnernes vidt forskellige udtryksformer på lærred og papir. Hvor nogle af kunstnerne dyrker det legende element og stærke farver i maleriet, fokuserer andre på dybden i serier eller udforsker grafiske kompositioner. Fælles for de fem udstillere er dog den konstante søgen efter at udfordre sig selv og forny sit eget kunstneriske udtryk.
- Vi har hver vores stil, og det gør udstillingen utrolig levende at besøge. Foyeren i musikhuset har et helt fantastisk lys, som bringer farver, nuancer og detaljer i billederne til sin fulde ret, siger Elisabeth Vedfald Klitgaard.
Udstillingen kan opleves i perioden frem til 22. august.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"