Fem unge smittet i Vesthimmerland

Af Torsten Hansen, Fredag, 26/03/2021 14:09

VESTHIMMERLAND: Det forlyder ofte, at Covid-19 ikke så ofte rammer børn. Men fredagens coronatal viser, at seks nye er smittet i Vesthimmerland. Heraf var de fem under 20 år.

- Vi har en i gruppen fra 0 til 4 år, og fire i gruppen fra 11 til 20 år, uddyber Anne Krøjer, sundhedschef i Vesthimmerlands Kommune.

Et enkelt af de tilfælde er et barn på en folkeskole.

Samlet set betyder det, at incidenstallet for Vesthimmerland i fredags var 38 svarende til 14 smittede i kommunen.

- Det er stadig vigtigt, at vi får sat ind og bryder smittekæderne, understreger Anne Krøjer.

Gennem de seneste dage er antallet af teststeder i kommunen øget, og det fortsætter

Fra på søndag kommer der også et testcenter i Aalestrup. Hvornår det konkret får åbningstid er endnu ikke fastlagt.

- Vi regner med, at det kommer til at foregå i Aalestrup Idrætscenter, siger Anne Krøjer.

Hun vurderer i øvrigt, at når vi tager de store briller på, så klarer Vesthimmerland sig godt, set i forhold til de øvrige kommuner i Nordjylland.

- Selv om vi har haft et højt smittetal, så når vi kigger på incidenstal, så er vi faktisk dem med den laveste incidens. Vi har klaret os ganske fint gennem perioden. En væsentlig grund er, at når vi har fået tilvejebragt testmuligheder, så bruger borgerne det også. Det glæder os, fastslår Anne Krøjer.

Vaccinationsindsatsen fortsætter. Men på grund af pausen med AstraZeneca vaccinen, så er manges andet stik udsat til uge 15.

- Hvis vaccinen tages i brug igen, så vurderere Region Nordjylland, at man godt kan nå at give folk det andet stik indenfor tidsfristen. Det handler primært om ansatte, der er frontpersonale, forklarer Anne Krøjer.

- Derudover fortsætter vi ufortrødent med de to øvrige vacciner. I dag fredag, tager vi hul på gruppe 8. Det er dem over 75 år, det nu handler om. I løbet af påsken vi årgang 1942 til 1946 blive indkaldt. I Nordjylland er der 27000 i den målgruppe, uddyber Anne Krøjer.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"