Find det varme tøj frem i dag

Af Ture Damtoft, Torsdag, 13/12/2018 13:11

AARS: Med kun 11 dage til juleaften er meteorologerne begyndt at spekulere i hvid jul for alvor.

Og der er da drysset lidt sne ud over Aars i løbet af dagen.

Men Anja Fonseca fra DMI råder dem, som elsker store snedriver og et landskab dækket i hvidt, til at drage lidt længere nordpå for at finde sneen.

- Der er enkelte prognoser, som viser mulighed for lavtryk over Danmark, som kan give sne. Men det bliver nok ikke landsdækkende hvid jul, siger Anja Fonseca.

Men det varme tøj skal frem, fortæller Jan Høst, SFO leder ved Østermarkskolen i Aars.

- Vejret er jo aldrig et problem, det er påklædningen som skal være i orden. Og børn kan tåle meget, bare de har det rigtige tøj på. Så de skal have varmt tøj og fodtøj på, og så skal de nok klare sig, siger Jan Høst.

Og om det så bliver hvid jul, vil vise sig den 24. december. Men siden 1900 har der kun været landsdækkende hvid jul i Danmark ni gange. Den seneste - og koldeste - var i 2010, og hvor temperaturen i Aars blev målt til -11,5 grader.

Den jul giver DMI fire snemænd ud af fem, og den er kun overgået af isvinteren i 1981.

Klart og meget koldt med temperaturer ned til -10 °C. Frisk til hård vind fra nord-nordøst. Bornholm var ramt af snestorm.

Sneen var faldet over en længere periode op til jul og dækkede hele landet med få centimeter i dele af Jylland til over en meter på Bornholm.