Flere stjerner på scenen ved den næste jazzkoncert

Onsdag, 28/10/2015 09:14

STØVRING: Fra Mike Andersen satte sine første fodspor på den danske blues- og soulscene med albummet My Love For The Blues i 2002, har han vist en konstant vilje og vision om musikalsk udvikling. Hans kærlighed for specielt soulmusikken har i løbet af årene skinnet mere og mere igennem, og den passion foldede sig flot ud på hans gennembruds-album Echoes  fra 2010. Albummet modtog fem hjerter i Politiken og blev stemt ind på en flot tiendeplads af P4s lyttere, som ét af årets mest betydningsfulde albums, såvel som det blev nomineret til hele tre DMA-priser i 2011. 

I 2014 udkom Mike Andersen med sit femte album hvorom der er skrevet: ”På Mike Andersens femte fuldlængde album Home, går alt op i en højere enhed for den 37-årige sangskriver og musiker, der nu har fem DMA-nomineringer og over 1000 koncerter på cv’et”.

Noget af Mike Andersens inspiration til den nye cd, Home, kom bl.a. til ham, da han sidste år sad på en bar i Nashville og spontant fældede en tåre til en country-sang. En genre - den hvide mands blues - som han, med undtagelse af Ray Charles’ version af genren, ellers ikke rigtig havde forstået sig på. 

Nashville-inspirationen, byens fokus på ”den gode sang” og historiefortællingen, høres tydeligt i Mike Andersens første singleudspil fra cd’en. En perle af en sang, som allerede er et hit blandt hans fans - Raindrop in a Drought.

Sammen med Nordkraft Bigband bliver det en stor oplevelse. Ved Den Blå Festival i 2014 spillede netop denne konstellation for første gang og her fik vi aftalen i hus, hvilket vi er meget glade for.

Aftenens dirigent, Nikolai Bøgelund, skal også have et par ord med på vejen. Nikolai er diplomuddannet rytmisk basunist fra hhv. Vestjysk og Aarhus musikkonservatorier. Nikolai Bøgelund er én af de travleste og mest efterspurgte basunister i Danmark, der spiller i et utal af forskellige sammenhænge. Nikolai Nikolai Bøgelund har spillet med alverdens jazzstjerner, og er leadbasunist i Aarhus Jazz Orchestra, hvor kan har været i mere end 20 år.

Han har indspillet for mange kendte danske artister på pop-/rockscenen, og derudover fungerer Nikolai Bøgelund som arrangør til bigband/symfoniorkester/hornsektion etc. – både live og ved plade- og tv-optagelser. Nikolai Nikolai Bøgelund har for mange år siden gæstet Støvring som basunist i Kansas City Stompers.

I orkesteret er også Uffe Markussen med på saxofon. Uffe Markussen har i flere år været medlem af DR Bigbandet. Lars von Lijenskjold på bryton saxofon og Ask Andreasen, også på saxofon, var med til at stifte jazzklubben og tidligere bestyrelsesmedlem. Ask Andreasen er nu musiklærer i Mariagerfjord Musikskole.

Et stjernespækket hold på scenen og forhåbentlig et fyldt Stubhus fredag den 6. november, som det plejer at være når Mike Andersen gæster Støvring.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"