Flot sæsonafslutning da Aars IK besejrede tophold
Af Ture Damtoft, Torsdag, 25/06/2026 10:55
FODBOLD Jyllandsserien kvinder
Aars IK - Fuglebakken KFUM
1 - 0 (1 - 0)
AARS: Aars IKs kvinder fik den bedst tænkelige afslutning på deres første sæson i Jyllandsserien, da de lørdag hjemme besejrede rækkens nummer to, Fuglebakken KFUM, med 1-0.
Selvom sejren ikke ændrede på holdets placering i tabellen, kunne Aars-spillerne efter slutfløjtet glæde sig over en sjetteplads i en særdeles tæt række, hvor der blot var tre point mellem nummer to og nummer seks.
Som oprykker har Aars IK imponeret gennem hele sæsonen, og sejren over et af rækkens stærkeste hold understregede endnu engang holdets niveau.
Fra kampens start var hjemmeholdet toneangivende og skabte flere gode muligheder.
Ane Johanne Ebbensgaard sendte en præcis bold i dybden mod Emma Melgaard. En Fuglebakken-forsvarer kom først på bolden, men fik kun headet den på tværs i feltet. Her havde Kamilla Norderud læst situationen perfekt og kom først på bolden, som hun elegant vippede forbi målmanden til 1-0.
Efter scoringen overtog Fuglebakken mere af spillet, men Aars forsvaret stod stærkt. Gæsterne havde perioder med stor boldbesiddelse, men kom sjældent frem til de helt store chancer. Når de endelig fik afsluttet inden for rammen, var Victoria sikkerheden selv mellem stængerne.
I anden halvleg fortsatte kampbilledet. Fuglebakken forsøgte at spille sig frem til muligheder, men Aars-spillerne arbejdede utrætteligt for hinanden, lukkede rummene ned og viste endnu engang den defensive styrke, som har været et af holdets varemærker gennem sæsonen. Kun rækkens suveræne vinder, VSK, har lukket færre mål ind.
- I slutminutterne er vi tæt på at lukke kampen til 2-0, da Emma finder en helt fri Kamilla i feltet. Desværre sidder afslutningen lige på målmanden. Kort efter fløjter dommeren af, og vi kan juble over en rigtig flot 1-0-sejr, siger træner René Carøe.
Debut til U17 spillere
Han og spillerne kan glæde sig over at skulle spille i Jyllandsserien igen i efteråret, hvor der muligvis er nye navne på holdkortet.
- Mod Fuglebakken fik vi hjælp fra vores dygtige U17-spillere, som i denne sæson har vundet deres pulje i Liga 2. Der var debut til Signe Hartmann, Olivia Lysgaard og Lærke Christiansen, og de gjorde det fantastisk godt alle tre. Det var imponerende at se, hvordan de bare gik ind og matchede spillerne fra Fuglebakken, siger René Carøe.
Der var også plads til de yngste spillere i klubben. U8-pigerne gik på banen sammen med damespillerne til indløb og modtog et stort bifald fra publikum.
Dagens spiller blev Cathrine Laursen, som leverede endnu en arbejdsom indsats. Hun dækkede flere positioner gennem kampen og var som altid kompromisløs i nærkampene. Samtidig blev hun med lidt forsinkelse hyldet for sine første 100 kampe på klubbens førstehold med blomster og jubilæumstrøje. Kampen mod Fuglebakken var faktisk nummer 109 i rækken.
Med sejren kan Aars IK nu gå på sommerpause med god samvittighed efter en flot første sæson i Jyllandsserien. Holdet får dog ikke lang tid væk fra grønsværen, da den nye sæson allerede skydes i gang i weekenden den 8.-9. august.
Ordet er dit