Fodboldfest i Aars for 350 SFO-børn
Af Lokalredaktionen, Aars Avis, redaktion@aarsavis.dk, Onsdag, 23/09/2026 08:17
Hobro IK-spillere kom forbi til fodbold og leg
AARS: Der var driblinger, finter, straffespark og hårde skud på programmet, da professionelle fodboldspillere fra Hobro IK besøgte Aars og inviterede omkring 350 børn til en eftermiddag med fodbold og leg.
Det blev en eftermiddag lidt ud over det sædvanlige for børnene i Aars Skole SFO og Østermarkskolens SFO.
Hobro IK havde tilbudt at komme forbi med en gruppe af klubbens professionelle spillere og lave en fodboldoplevelse for børnene. Derfor blev de mange børn inviteret til det gamle stadion ved Aars Skole, hvor der var lagt op til en eftermiddag med masser af aktivitet.
En gruppe elever fra 6. årgang var også med til at skabe liv på pladsen.
De stod blandt andet for en skønhedssalon, en straffesparkskonkurrence og en fartmåler, hvor børnene kunne konkurrere om at levere dagens hårdeste spark.
Men det var fodbolden, som fyldte mest, og for en af Hobro spillerne var det et gensyn.
Magnus Rosengren spiller nu for Hobro IK og træner Aars U19 holdet, men indtil for en håndfuld år siden gik angriberen på Aars Skole.
Derfor var det en særlig oplevelse for mange af børnene i Aars Skole SFO, da han sammen med sine fem holdkammerater fra Hobro IK besøgte det gamle stadion ved skolen.
Det blev mest af alt en sjov dag, hvor børnene måske lærte lidt teknik men i det mindste fik lov at score nogle mål.
Efter aktiviteterne blev der skrevet autografer, og køerne var lange for alle seks spillere.
Ordet er dit