Folkelig og fornøjelig Kimbrerfest i Aars - i år med nostalgivæg
Af Thorkil Christensen, redaktør, Aars Avis, redaktion@aarsavis.dk, Onsdag, 09/09/2026 09:00
AARS: Selv om der i de senere år er sket meget nyt ved Kimbrerfesten i Aars, så var der alligevel en smule nostalgi ved dette års fest. En lang "væg" overfor revyteltet i Aars Lystanlæg vakte stor opmærksomhed. Den var nemlig dekoreret med gamle fotos fra Kimbrerfesten og andre begivenheder i perioden fra 1907 og til nu. Der var ca. 10 år mellem hver af de store fotos.
- Vi syntes, at der skulle være et gensyn med gamle dage, og her havde vi væggen til det, siger Kimbrerfestkomiteens formand Martin Glenstrup Dahl.
Interessen for billederne var stor. Der kom mange kommentarer fra forbipasserende, der fik minder frem i hukommelsen om tidligere tiders fester i Aars Lystanlæg. Det var bl. a. øen i søen med det daværende lysthus, og en situation fra et Kimbrerfestoptog i Himmerlandsgade med herreekviperingshandler G. Stampe Jacobsens butik "Tip-Top" i baggrunden.
Trods perioder med regn og blæst blev Kimbrerfesten i Aars velbesøgt. Martin Glenstrup Dahl, udtrykker stor tilfredshed med hele arrangementet. Publikum svigtede ikke selv om der kom regnbyger. Det understregede han bl. a. søndag eftermiddag, da han på friluftsscenen takkede publikum for deltagelsen. Formålet har først og fremmest været at skabe en god Kimbrerfest - derefter følger det økonomiske resultat, sagde han.
På det tidspunkt var der ikke overbik over økonomien, men meget tyder på, at der bliver et pænt overskud igen til fordeling mellem de otte idrætsforeninger, som står bag Kimbrerfesten.
Alle dage var der fuldt hus i udskænkningsteltene. Der var også stor søgning til Kimbrerfestens nye Alpehus, hvor frivillige stod i baren og sørgede for betjening. Her var der høj musik og god stemning - og huset opfyldte sit formål, som bl. a. var at fordele gæsterne i anlægget lidt bedre end tidligere år, hvor der har været en tendens til, at de fleste samlede sig i anlæggets nordlige ende. I år var fordelingen meget bedre, og der blev endda plads til et par tivoliforlystelser mere i den sydlige ende.
Kimbrerfestrevyen var særdeles velbesøgt. Der var premiere torsdag, revymiddag for publikum inden forestillingen fredag, og derefter yderligere tre velbesøgte forestillinger. Revyholdet høstede stort bifald for deres 19 indslag med sang og sketch. Der var igen bid i teksterne, og der blev nemlig ikke lagt fingre imellem da der blev lavet sjov med bl. a. byrådsmedlemmer og andre lokale borgere, som fik et par ord med på vejen.
Optoget søndag med 15 indslag blev det helt store tilløbsstykke. Kreativiteten var stor og humøret højt da optoget "rullede" gennem byen fra Vesthimmerlands Gymnasium ad Jyllandsgade, Banegaardsvej og Himmerlandsade. Vejret var perfekt, og en stor del af publikum fulgte med ind i anlægget, hvor optogets vindere senere blev offentliggjort. Det var også her "Årets Kimbrer", Carina Kjær, blev hædret efter indstilling fra Aars Svømeklub, hvor hun er en særdeles central person. Og "Årets Kimbrer" 2025, Per Nyborg, afgav Kimbrerkæden og modtog i stedet en Kimbrerfigur i keramik til evigt eje.
Underholdningen ved Kimbrerfesten forløb også godt. Anne Bakland var med ved modeshow i Stakladen, Rapperen Kundo gik torsdag på friluftsscenen foran et stort publikum, Gert degn spillede i revyteltet fredag, Grand Prix de Luxe underholdt i Stakladen, og Shaka Loveless var samme aften på friluftsscenen. Lørdag spillede The Rogers i Stakladen efter det traditionsrige arrangementet med gule ærter tidligere på dagen, hvor der blev spillet af Vesthimmerlands Harmonikaorkester. Søndag spillede Gert Degn igen og Morten Münster og Tobias underholdt på friliuftsscenen.
Ordet er dit