Forårsudstillingen i Aars set af 26.000
Af Redaktionen, Onsdag, 14/05/2025 08:17
AARS: 26.000 besøgte i løbet af fem uger blomstermanden Johnny Haugaards forårsudstilling "Naturens Stemme - Forfald" i den tidligere svømmehal i Aars. Hertil kommer et ukendt antal tusinde besøgende på kunstnerens udendørs kunstinstallationer i Løgstør, Farsø og Aalestrup, hvor der ikke blev opkrævet entre.
Forårsudstillingen blev dermed en stor succes, og ifølge handelschefen i Aars, Jesper Nielsen, blev det Himmerlands femte største turistattraktion. Medregnes Johnny Haugaards juleudstilling i den tidligere svømmehal, var der sammenlagt 76.000 gæster i løbet af 11 åbningsuger.
Det store antal besøgende har haft en mærkbar afsmitning på overnatning, cafeliv og restauranter i Vesthimmerland. Hertil kommer, at detailhandelen, især i julemåneden, fik en strøm af kunder i butikkerne efter de havde været på juleudstilling.
Ordet er dit