Efter 14 år - de seks af dem som Tøjseksperten - har Thomas Lang valgt at gennemrenovere lokalerne på Himmerlandsgade.
Formand bygger butikken om i Aars - Tror på positiv udvikling i egnens største handelsby
Af Ture Damtoft, Onsdag, 06/08/2025 07:00
AARS: På Himmerlandsgade kan Tøjekspertens kunder forvente samme store udvalg og samme service men ikke helt den samme plads i de kommende uger, for ejer Thomas Lang, der også er formand for Aars Handel, har efter 14 år valgt at give butikken den helt store renovering.
- Udvendig sætter vi hel ny facade op, ejendommen bliver pudset og malet og indenfor kommer der nye vægge, nye lofter, nyt gulv og nyt inventar. Vi gør det i to etaper. Den forreste del af butikken bliver i september, og den bagerste del til februar. Vi sætter en støvvæg op, så vi kan holde halvdelen af butikken åben, og vi har den samme tilgængelighed af varer, men det kan godt være, kunderne lige skal bede om den rigtige størrelse, så vi kan gå op på lageret og hente den, siger Thomas Lang.
Han har planlagt arbejdet, så der kun skal være lukket i nogle få dage til februar, når det nye gulv skal lægges.
Omkostningerne ved renoveringen er betragtelige men en fornuftig investering i fremtidssikring af butikslokalerne og samtidig et udtryk for opbakningen fra kunderne både til Tøjeksperten specifikt og handelen i Aars mere generelt.
- Jeg er selvfølgelig taknemmelig for, at kunderne har støttet mig, og nu kan jeg så give dem og Aars en nyrenoveret og flot butik på Himmerlandsgade. Det kan vi allesammen godt lide at se, at nogen sætter en ejendom i stand, så den står flot i bybilledet. Jeg gør det også, fordi jeg tror på Aars som en handelsby både nu og i fremtiden. Handelen i Aars er i positiv udvikling, og vi er mange, som har haft en god juli måned, fordi kunderne er gode til at handle lokalt. Når vi spørger om postnumre, kan vi se, det også gælder oplandet, og det er både Farsø, Nørager, Løgstør og Nibe og alt ind i mellem, siger Thomas Lang.
Initiativ og udvikling
Som formand for Aars Handel bliver der også fokuseret på de lidt større tendenser.
Ikke mindst at kædebutikker er begyndt at dukke op i Aars, og at der er en mere på vej i Hi Five, der har besluttet at åbne i byen som et af de første steder i Danmark.
- Det er et rigtig godt tegn, at de store kædebutikker har fået øjnene op for Aars. De har målt på alle tal og parametre, før de træffer den beslutning, og det er et udtryk for, at de også tror på Aars som handelsby. Vi gør også rigtig meget for byen gennem de mange aktiviteter, som Aars Handel arrangerer, og som formand kunne jeg ikke ønske mig en bedre handelschef end Jesper, som er så aktiv. Han er jo en lokal ildsjæl ud over det sædvanlige, og har de rigtige kompetencer, og vi er i næsten daglig dialog, og det er også med til, at jeg og de andre butikker har det godt og tror på en positiv udvikling. Man ved aldrig, hvad der kan ske, og vi er meget bevidste om, at det som detailhandel handler om aldrig at læne sig tilbage, men at vi fortsætter det gode samarbejde i Aars Handel, tager initiativ, hele tiden udvikler os og arbejder på at give kunderne en god oplevelse, siger Thomas Lang.
Ordet er dit