Formand enig: Plejepersonale skal have mulighed for test

Af Ture Damtoft, Onsdag, 18/03/2020 10:59

 

VESTHIMMERLAND: - Det her skal altså tages alvorligt, siger Palle Jensen (S).

Formanden for Sundhedsudvalget i Vesthimmerlands Kommune er helt enig med direktøren på området.

Plejepersonale skal have mulighed for at blive testet for corona-virus, hvis der overhovedet kan findes kapacitet til det.

Ifølge sundhedsminister Magnus Heunicke (S) skulle de tre nyindkøbte maskiner til test for covid-19 væsentligt forøge test-kapaciteten.

Tilbud om en test kan formentlig afbøde eller forhindre akut mangel på varme hænder i plejesektoren.

- Hvis der er kapacitet til det, vil jeg ønske, at de får tilbudet. Plejepersonalet har jo fået besked på, at de skal blive hjemme, hvis bare de har de mindste symptomer. De vil jo nødigt smitte nogle af dem, de besøger, og mange er jo frontpersonale hos de sårbare borgere, siger Palle Jensen.

Han tænker især på ældrecentre og hjemmeplejen, eftersom de er de mest udsatte.

Formanden for sundhedsudvalget er selv sund og rask, men har af sin arbejdsgiver, Forsvarets Køreskole Træningsregimentet fået besked på at blive hjemme. Derfor får han jævnlige opdateringer fra sundhedsdirektør Anne Krøjer over telefonen, og meldingen er, at der er en eskalering af sygefraværet.

- Det har vi stor forståelse for med de instruktioner, personalet har fået. Og, hvis vi ikke får mulighed for at teste, om de har corona-virus, kan det bide os selv i halen, hvis flere melder sig syge, og vi ikke har personale nok, siger Palle Jensen.

Han understreger, at det på ingen måde skal ses som en løftet pegefinger om ikke at melde sig syg.

- Tværtimod, jeg tror fuldt og fast på, at alle i plejesektoren gerne vil gøre deres allerbedste i en svær situation, men hvis de ikke véd, om det er corona eller en almindelig forkølelse de har, så skal de altså melde sig syge for at undgå at sprede mere smitte, siger Palle Jensen.

Dronningens tale på sin plads

At Dronning Margrethe II for første gang nogensinde holdt tale til befolkningen - udover nytårstalerne - var historisk.

Og helt på sin plads ifølge Palle Jensen, der erklærer sig selv monarkist.

- Hun gav os en opsang og markerede, at vi skal tage det her alvorligt, siger Palle Jensen, der ikke selv var overbevist om, at regeringen ikke overreagerede i sidste uge.

Nu er han dog overbevist om, at det var den rigtige beslutning, især i lyset af situationen i Italien hvor over 2000 mennesker er døde af virussen, og sundhedsmyndighederne er overvældet.

- Jeg håber på, at de tidlige tiltag gør, at vi kommer igennem corona-pandemien uden at se de samme voldsomme konsekvenser. Vi må stole på myndighederne og følge deres retningslinjer om at holde afstand til hinanden, siger Palle Jensen.

Selv bliver han kontaktet af Forsvaret hver dag. Han skal bekræfte, at han er rask, for eskalerer situationen voldsomt, kan der i nærmest værste tilfælde blive indført undtagelsestilstand, hvor alle indenfor militæret kan blive kaldt ind til en funktion i nødberedskabet.

Afventer svar

Aars Avis har sendt følgende spørgsmål til Statens Serum Instituts pressetjeneste.

- Med indkøbet af de tre nye maskiner til at teste for covid-19, skulle kapaciteten ifølge sundhedsministeren være væsentligt forøget. Betyder det, at plejepersonale i det mindste kan forvente at få adgang til tests, så de kan få bekræftet, om de har covid-19 eller ej, selv når de udviser svage symptomer? Spørgsmålet skal ses i lyset af, at der i Vesthimmerlands Kommune allerede er øget sygefravær i ældreplejen, som bliver vurderet til at kunne eskalere i en sådan grad, at det vil skabe ikke bare udfordringer men deciderede problemer med at opretholde en minimum-standard af pleje.

Spørgsmålet er blevet givet videre til fagfolk, men på grund af travlhed forventer vi ikke noget svar før tidligst torsdag.

 

 

 

 

 

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"